Ferien er på mange måder ved at være slut i Europa.

Men selv om hverdagen indfinder sig i land efter land, trækker sommerferien nu tunge spor i coronastatistikkerne.

Land efter land, fra Tyskland over Frankrig til Spanien, præsenterer markante stigninger i antallet af nye smittede; stigninger, som ikke bare kan tilskrives, at stadig flere bliver testet i de europæiske lande.

Nu tyder nye tal på, at hjemvendte turister kan være en væsentlig årsag til de stigende smittetal i flere lande. For selv om coronapandemien har betydet, at en stor del af årets sommerferier har været holdt i hjemlandene, har mange alligevel krydset landegrænserne og kommer nu retur med coronavirussen i bagagen.

Et af de lande, hvor smittetrykket igen stiger, er Tyskland. Landets svar på Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, Robert Koch Institut, RKI, advarer om en »uroskabende situation«. På typisk tysk manér går man grundigt til værks med statistikkerne om coronavirussens fremmarch, og tallene er opsigtsvækkende læsning – også set i en europæisk kontekst.

Flypassagerer, der ankommer til tyske lufthavne, kan gratis blive tjekket for covid-19. Testene har vist, at mange tager smitten med hjem, blandt andet fra lande i Balkan.
Flypassagerer, der ankommer til tyske lufthavne, kan gratis blive tjekket for covid-19. Testene har vist, at mange tager smitten med hjem, blandt andet fra lande i Balkan. Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

For RKI har netop fremlagt tal for antallet af covid-19-smittede tyske borgere, som er vendt hjem fra ophold i udlandet i ugerne 30-33 – og har taget coronavirussen med hjem til Tyskland.

RKI har opgjort, at der samlet blev registreret 15.952 nye smittetilfælde i Tyskland i perioden 30-33. Langt de fleste personer, 9.519, formodes at være blevet smittet, mens de opholdt sig i Tyskland, men derefter bliver det interessant.

Tager smitten med hjem

For RKI har opgjort, at omkring hver fjerde tyske borger, der er vendt hjem fra et ophold i Kosovo, var smittet ved hjemkomsten. Også lande som Tyrkiet, Kroatien, Bulgarien og Serbien ligger højt, når det gælder antallet af smittede, der returnerer til Tyskland, set i forhold til hvor mange der er rejst fra Tyskland og til et af landene.

Ifølge RKI er det tydeligt, at et uforholdsmæssigt stort antal børn og midaldrende borgere vender smittede hjem fra blandt andet Kosovo og Tyrkiet. RKI tilskriver det, at de smittede formentligt har familierelationer i de pågældende lande og derfor ofte har boet privat og været mere udsat for at blive smittet.

Længere nede på RKIs liste over de lande, hvorfra personer vender retur til Tyskland smittet med covid-19, findes også klassiske ferielande som Frankrig og Italien. Her viser tallene dog, at kun få returnerer til Tyskland med virussen.

På listen skiller også Kroatien og Bulgarien sig ud. RKI skriver, at en del unge tyskere er vendt smittede hjem fra de to ferielande, som er kendt som særlige destinationer for Europas unge, når de skal have dækket behovet for at holde billige ferier.

Mens Tyskland kæmper med høje smittetal for de hjemvendte borgere, har turisterne andre steder givet lokalbefolkningen problemer, selv om de er blevet i deres hjemlande i løbet af sommeren. Det gælder blandt andet i Sverige, hvor typiske turistbyer, som for eksempel langs vestkysten, nu har stigende smittetal, efter at have haft mange turister i løbet af juli og august.

Mens Tyskland kæmper med høje smittetal for de hjemvendte borgere, har turisterne andre steder givet lokalbefolkningen problemer, selv om de er blevet i deres hjemlande i løbet af sommeren.
Mens Tyskland kæmper med høje smittetal for de hjemvendte borgere, har turisterne andre steder givet lokalbefolkningen problemer, selv om de er blevet i deres hjemlande i løbet af sommeren. Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix