De kalder det »Farage’s Garage«: Den længste parkeringsplads og det største toilet i UK

Brexit er her ikke engang, og allerede nu kan briterne ikke få deres kramme-Yoda og Playstation 5 i julehandlen. Lastbilerne holder i lange køer, og naboerne får flasker med urin i baghaven. Så begejstringen for et hårdt Brexit er vigende blandt briterne.

De lokale beboere stemte i 2016 overvældende for Brexit. Nu bliver Kent så til parkeringsplads og toilet for Brexit, og regionen har ondskabsfuldt fået tilnavnet »Farage’s Garage«. Sådan så situationen ud søndag. Andy Rain/EPA/Ritzau Scanpix

Det store skal altid findes i det små, og sådan er det også med Brexit.

Hayley Townsend er træt af larmen fra de kilometervis af lastbiler i kø på motorvejen og de mange flasker med trucker-tis, som hun finder i sin baghave. Gary Grant er træt af, at hans legetøjskæde løber tør for et af årets store julegavehit, Baby Yoda-krammebamsen. Og Jennie Potts er træt af, at hun ikke kan få alle de øko-bleer, som hendes firma har betalt for, og at hun skal betale dobbelt fragtpris.