Polen er under angreb, advarede landets mægtigste mand, lederen af regeringspartiet, Jaroslaw Kaczynski. Og fjenden er de titusindvis af kvinder, der hver dag den seneste uge er gået på gaden i protest mod et nyt abortforbud.
»Det er et angreb. der har til sinde at ødelægge Polen. De vil bringe kræfter til magten, som i praksis vil gøre en ende på den polske nation, som vi kender den,« sagde Jaroslaw Kaczynski tirsdag aften og opfordrede sine støtter til at forsvare landets kirker »for enhver pris«.
Opfordringen blev hørt, og onsdag aften gik store grupper af sortklædte maskerede mænd rundt i gaderne for at angribe de demonstrerende kvinder.
Polen oplever i disse dage de største uroligheder siden 2016, hvor kvinderne sidst gik på gaden i kampen for at bevare deres rettigheder.
Demonstrationerne er udløst af en afgørelse fra Polens Forfatningdomstol, der sidste torsdag annullerede en lov, som tillod abort i tilfælde af, at fostret er svært beskadiget eller misdannet.

I forvejen har Polen en af Europas strammeste abortlovgivninger, og fremover vil abort kun være tilladt i tilfælde af voldtægt og incest, eller hvis graviditeten udgør en alvorlig helbredsrisiko for kvinden.
Selv hvis fostret ingen chance har for at overleve, er det vigtigt, at det »bliver født, så det kan blive døbt, blive begravet og få et navn«, har Jaroslaw Kaczynski tidligere sagt.
Tilbage til Middelalderen
I 2019 havde Polen blot 1.100 lovlige aborter, og af dem var 98 pct. aborter af svært anormale fostre, der nu er ulovliggjort.
Polske abortmodstandere forsvarer beslutningen med, at »retten til liv er den vigtigste menneskeret«.
»Med denne dom tager Polen et stort skridt mod at forbedre menneskerettighederne, og jeg håber, det vil påvirke andre europæiske lande i samme retning,« lyder det til BBC fra Karolina Pawlowska fra Ordo Iuris, en gruppe katolske jurister der de seneste år har vist sig som en af Polens stærkeste lobbygrupper mod abort.
Det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed næres ligefrem ved den forargelse, abortforbuddet udløser i de polske storbyer og i udlandet, mener den polske lektor i politik Edit Zgut fra Warszawas Universitet. Hun henviser til Kaczynskis udtalelser om, at landet befinder sig midt i en »kulturel borgerkrig«.
»De igangværende protester er en perfekt muligt for at spille på vælgernes frygt og overbevise sine støtter om vigtigheden af at beskytte de såkaldte traditionelle værdier,« skriver Edit Zgut i en kommentar for Politico.
Samtidig kunne domsafgørelsen aldrig være sket, hvis ikke regeringspartiet de seneste år havde tilranet sig magt over Forfatningsdomstolen, påpeger hun.
Kaczynskis budskab bliver også gentaget på stats-TV, som minder om, at kvinder i Middelalderens Polen kunne blive straffet for offentlig uorden ved at gå rundt med en sten om nakken.
»Gad vide, om det ville give mening at indføre lignende regler i dag,« citerer Financial Times den polske oplæser for at sige.
Dagen efter Kaczynskis udtalelser gik medlemmer af en højreradikal ungdomsorganisation så på gaden for at angribe demonstranterne i flere store provinsbyer.
Billederne her er fra Polens fjerdestørste by Wroclaw.
Uventet stærk modstand
Alligevel virker det til at komme bag på regeringspartiet, hvor omfattende modstanden har været mod den nye abortafgørelse.
I en meningsmåling er 59 pct. af de adspurgte imod abortforbuddet, og demonstranterne har fået uventet opbakning fra landmænd og minearbejdere, der sædvanligvis hører til blandt regeringens støtter.
På trods af en ny, voldsom forværring af coronaepidemien med 20.000 daglige smittede og et forsamlingsforbud på fem mennesker, har polakker over hele landet tilsluttet sig protesterne.
Alene onsdag anslog politiet, at der havde været 410 forskellige protester landet over med deltagelse af i alt 430.000 mennesker.
Nu er præsident Andrzej Duda begyndt at komme protesterne i møde og taler for, at kvinder skal have ret til abort, hvis fostret aldrig kan blive levedygtigt. Abort af fostre med ikke-dødelige defekter som Downs Syndrom skal dog fortsat være ulovligt, siger han til polske medier. Samme skelnen åbner koalitionspartneren Porozumienie for.
Men Lov og Retfærdighed-partiet og Jaroslaw Kaczynski står indtil videre fast.
Stadig muligt at få abort
På grund af den strikse abortlovgivning bliver de polske kvinder i højere og højere grad overladt til det sorte marked. Mens der hvert år gennemføres omkring 1.000 lovlige aborter, anslår FN antallet af ulovlige aborter i Polen til mellem 80.000 og 180.000 om året.
Nogle tager piller, andre rejser til udlandet, men langt de fleste får foretaget deres ulovlige abort i Polen.
I 2016 opnåede kvinderne den sejr, at det ikke længere var ulovligt at afbryde sit eget svangerskab. Men det er siden blevet ulovligt at hjælpe nogen med det – eller at henvise til, hvor man kan få hjælp.
Derfor bliver der ifølge aborttilhængere færre og færre læger i Polen, der vil foretage de ulovlige aborter.