De fandt 28-årige Nikita hængt i en skov udenfor Minsk, ti dage efter han forsvandt. Politiet påstår, det var selvmord

28-årige Nikita Krivtsov var den sidste af de forsvundne hviderussiske demonstranter, man fandt. Med hans død er der sat foreløbigt punktum for den voldelige nedkæmpelse af protesterne i landet, men undertrykkelsen fortsætter med andre midler – ligesom utilfredsheden med den siddende præsident. Samtidig med begravelsen af Nikita Krivtsovs uigenkendelige lig er et helt folk ved at blive født.

Ingen havde hørt fra Nikita Krivtsov, efter han deltog i protesterne i Minsk. Ti dage senere blev han fundet død hængt i en skov i byen. Myndighederne kalder det et selvmord, men her blandt den nærmeste familie klædt i sort er ingen i tvivl om, hvad der sket. Nikitas mor, enke og mormor samlet på vej mod kirkegården. Asger Ladefoged

En sødlig lugt hænger efter kisten, mens den bliver båret gennem de tomme gader. 28-årige Nikita Krivtsov var forsvundet i ti dage, inden han endelig blev fundet i en lille skov midt i Hvideruslands hovedstad Minsk, hængt fra et træ. Myndighederne siger, det var selvmord. Men det er der ingen her, der tror på.

Omkring 300 mennesker følger kisten gennem de tomme gader i forstaden Molodjetjno til kirkegården i udkanten af byen. Her er mange fodboldfans fra den lokale fanklub, hvor han var aktiv. Hans kone, mor og mormor er helt svøbt i sort og skiftes til at bryde sammen i gråd. Men hans femårige datter er her ikke. Hun ved endnu ikke, at hendes far er død. De ved ikke, hvordan de skal sige det til hende.