De er skilt, men bor stadig sammen: Snart kan Sarah Ferguson blive indkaldt som vidne mod prins Andrew

Hun kalder beskyldningerne mod eksmanden for »nonsens«. Alligevel kan hun snart blive indkaldt som vidne mod prins Andrew i en kommende retssag, hvor prinsen er anklaget for at have sex med en mindreårig.

De har været skilt siden 1996, men bor i dag stadig sammen.

Og snart kan hertuginden af York, Sarah Ferguson, se frem til at blive indkaldt som vidne mod sin eksmand prins Andrew, skriver The Daily Mail.

Prinsen er anklaget for at have misbrugt Virginia Roberts seksuelt, da hun stadig var mindreårig. Prins Andrew mødte hende gennem den nu afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Det er Virginia Roberts' advokat, David Boies, der har luftet sine intentioner om at indkalde to britiske vidner. Flere britiske medier skriver, at Sarah Ferguson menes at være den ene af de to vidner, der vil blive stævnet til at møde i retten i New York.

61-årige prins Andrew, der er søn af dronning Elizabeth af Storbritannien, har tidligere brugt sin ekskone som alibi for, at han ikke har misbrugt Virginia Roberts

Virginia Roberts' advokat ønsker også, at prins Andrew møder i retten, hvor han kræver, at prins Andrew under ed skal afgive vidneforklaring.

Prinsen står over for en civil retssag i USA, efter at Virginia Roberts anlagde sag mod ham i august. Hun påstår, at prinsen tre gange har tvunget hende til sex. Første gang skulle være sket i 2001.

Prins Andrew benægter alle anklager og forsøger at få afvist søgsmålet. Han har således anmodet den amerikanske domstol om helt at afvise søgsmålet. Anmodningen er blevet indgivet til en distriktsdomstolen på Manhattan i New York, skriver The Daily Mail.

Hans advokater begrunder anmodningen med, at sagsøger ikke har formået at fremlægge tilstrækkelig med fakta til at underbygge påstanden om overgreb.

Prins Andrew og Sarah Ferguson har sammen døtrene prinsesse Eugenie og prinsesse Beatrix. Jean-Bernard Sieber/Ritzau Scanpix

Alternativt bør sagsøgeren – Virginia Roberts – ifølge forsvarsadvokaterne »fremlægge mere præcise erklæringer om påstandene«.

Anmodningen kom, da prinsen fredag havde frist i forhold til at meddele domstolen, hvordan han forholder sig til Virginia Roberts søgsmål.

Fuld opbakning

Da beskyldningerne mod prins Andrew første gang kom frem i 2019, kaldte Sarah Ferguson dem »nonsens«. Og som en af få har hun fortsat med at bakke sin eksmand op.

»Han er den bedste mand, jeg kender. Det er bare utroligt, hvad han har gjort for Storbritannien, og det hele er noget vås,« udtalte hun i et interview til Vogue Arabia og forklarede, at det var svært »at se sådan en skøn mand gå igennem så megen smerte«.

På sin Instagram-profil understregede hun, at hun fortsat støttede sin eksmand, der også er far til deres to børn.

»Det er tid til, at Andrew må stå fast, og det har han gjort, og jeg er med ham hvert skridt på vejen. Det er mig en ære.«

Prinseparret blev separeret i 1992 og skilt i 1996. David Giles/Ritzau Scanpix