Christian Eriksen er parat til afsavn: »Jeg har sagt til min kæreste, at jeg kan være væk i lang tid den her gang«

Christian Eriksen fortæller Berlingske om, hvordan det selv for en erfaren fodboldstjerne vil være en stor oplevelse at spille EM – for tilskuere – i København og om at sige farvel for længere tid til sin kæreste og to små børn. Samt om at være i Milano uden at kunne nyde byen.

Christian Eriksen har deltaget i to VM-slutrunder og en EM-slutrunde. Hans erfaring er en afgørende faktor for, at det danske landshold kan få succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christian Eriksen skal lige bruge tid til at tænke sig om.

Spørgsmålet lød, om han vil nævne tre ting, som han har taget med til opholdet i landsholdslejren, og som ikke har noget med fodbold at gøre.

Han skal være væk i ugevis fra sin familie, sin kæreste og to små børn. Han skal leve isoleret fra alt og alle på grund af coronafaren sammen med de øvrige 25 spillere i den danske landsholdstrup.

Så hvad tager man egentlig med for at adsprede tankerne i fritiden, når landsholdsspillerne har mulighed for at koble af fra fodbolden?

Det kommer vi tilbage til.

For det er attituden, der siger det meste hos landsholdets omdrejningspunkt, der er vant til, at succes og fiasko i høj grad handler om, hvordan netop han leverer varen og rammer bolden.

Det er en afslappet og smilende Christian Eriksen, der over et videolink møder Berlingske.

Landsholdets stærkt iøjnefaldende tre sejre i påsken med sammenlagt 14-0 har givet troen på noget stort i EM-slutrunden. Samtidig har landsholdsstjernen haft succes i sin klub, hvor han i en længere periode havde en svær tid.

Lørdag går det løs ved EM i fodbold. Få overblikket her:

Nu går det meget bedre, konstaterer Christian Eriksen over videoforbindelsen henslængt i en sofa.

»I filmer vel ikke det her,« siger han smågrinede og retter sig halvvejs op.

»Det bliver meget specielt«

Og så tænker han lidt over, hvad han vil fortælle Berlingskes læsere, at han har taget med i landsholdslejren for at undgå lejrkuller og klare den skrappe isolation fra både familie og alle andre på grund af risikoen for smitte.

»Åh, hvad har jeg taget med? Jeg har taget iPad med, og så har jeg også taget en telefon med faktisk, som alle jo nok har, ik'. Hvad jeg ellers har taget med til at bruge i fritiden? Øh, hm ikke rigtigt andet faktisk.«

Men har du læsestof eller noget?

»Jeg er ikke den store læser. Hvis jeg endelig er oppe på værelset, så kan jeg tale i telefon eller se noget på iPad'en, se en film eller læse nyheder.«

»Ellers så handler det egentlig bare om at omgås de andre drenge og være nede, hvor der er sådan et fælleslokale. Hvor der også er behandling og noget tv, og hvad ved jeg. Her bruger jeg mest tid.

Så jeg har ikke taget så meget med. Du kan ikke skrive så meget om det. Jeg har ikke så meget spændende med.«

Christian Eriksens fik en datter sidste år og har en søn, der er fyldt tre år, mens han selv er i fuld gang med EM-forberedelserne. Men han er indstillet på, at landsholdets succes kan give afsavn i forhold til familien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Christian Eriksen har erfaring fra flere fodboldslutrunder. Han deltog i VM i Sydafrika som 18-årig, og den 29-årige fodboldstjerne har spillet flere landskampe end halvdelen af den øvrige landsholdstrup har spillet tilsammen.

Nu skal han spille en slutrunde om et europamesterskab, der begynder i København. Selvom han er en af de mest erfarne spillere i international fodbold, siger han, at det bliver en helt særlig oplevelse for ham.

»Det bliver meget, meget specielt. Altså meget, meget specielt, at det er en slutrunde i Danmark og at spille sådan nogle kampe i Parken.«

I lang tid har du måttet spille fodbold uden tilskuere. Hvordan bliver det at spille for publikum i Parken?

»Jeg tror, de fleste fodboldspillere synes, det er rigtigt kedeligt at spille uden tilskuere. Jeg synes også, at spillet på banen flyder bedre og anderledes, når der er tilskuere omkring.«

Man har altid talt om publikums betydning. Nu har du jo rent faktisk prøvet i lang tid at spille uden publikum. Hvordan er det anderledes?

»Det er jo fornemmelsen på banen. Jeg har jo altid været vant til, at der har været fans. Du spiller selvfølgelig for at vinde for din klub, men du spiller samtidig for at underholde fans. Det er jo ikke nogen, der gider at komme på stadion, når folk så buh'er. Alle vil ud på banen og skabe et resultat og få folk til at juble.

Jeg har i hvert fald savnet fansene utrolig meget. Jeg kan kun sige, at det at fejre en mesterskabstitel uden fans, det er også kedeligt. Der mangler jo lidt. Det er fedt i sig selv, men der mangler lige det ekstra med fans og de øjne, man får på sig.«

Nedtur endte med succes

For halvandet år siden skiftede Christian Eriksen fra London-klubben Tottenham til Inter i Milano. I begyndelsen fik den danske landsholdsstjerne langt fra den tillid fra manageren og den hovedrolle, som han var vant til.

Men efter nytår ændrede situationen sig markant. Han var med i kampene, hvor Inter sikrede sig det italienske mesterskab og leverede en afgørende scoring til sidst.

Christian Eriksen kalder det en »en stor rutsjetur med op og ned«, hvor han først var på reservebænken og så i foråret »kunne komme til at spille og så endda vinde et trofæ i sidste ende«.

I begyndelsen af sin tid i Italien oplevede Christian Eriksen uvant modgang og måtte finde sig i at være blandt reserverne. Men det seneste halve år er han blevet en fast del af Inter, der sikrede sig det italienske mesterskab i Serie A. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix.

»Det giver da også en sult efter at skulle vinde endnu mere, uanset om det er med Danmark eller Inter eller et tredje sted. Winner want more. Er det ikke det, man siger. Som fodboldspillere handler det selvfølgelig tit om, hvad man har på cv'et, og at man senere kan kigge tilbage på det.«

I sine mange år i Tottenham lykkedes det ham aldrig at opnå den ultimative succes med en pokal, som den populære London-klub har hungret efter i årevis.

Nu har du prøvet at vinde et trofæ. Har du talt med nogle af dine gamle holdkammerater om, hvordan den følelse er?

Christian Eriksen trækker svaret et par sekunder. Han er vant til, at enhver af hans udtalelser kan skabe overskrifter, og den polemik, som et lidt spøgefuldt og friskt svar måske kan give, har han tydeligvis ikke brug for.

»Nej, det har jeg ikke. Men jeg kan jo ikke rigtigt bebrejde dem for, at vi ikke fik nogle titler. For jeg var selv med i finaler og tabte dem. Så nej, jeg har ikke lige snakket med dem om, hvordan det var at vinde en titel.«

Svaret er også i tråd med den attitude, der har gjort Christian Eriksen kendt og respekteret verden over.

Han er blevet mere selvbevidst og siger selv, at han »heldigvis er vokset og ligesom groet med« som menneske i takt med karrieren. Han accepterer uden tøven, at han har et stort ansvar for, at det danske landshold opfylder forventningerne og forhåbningerne til EM-slutrunden.

Men berømmelsen bliver skabt på banen med hans fodboldspil – ikke med at gøre sig bemærket udenfor.

Familien må være på afstand

Coronanedlukninger har i voldsom grad ramt Norditalien og Milano. Ud over en tid at sætte en stopper for italiensk fodbold har det også for Christian Eriksen og hans kæreste gjort det til en speciel oplevelse at flytte fra London til Milano.

Christian Eriksen håber og tror på, at Danmark fortsætter i EM-slutrunden længe efter, at de indledende puljekampe er forbi i Parken. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix.

»Jeg har ikke nået rigtigt at opleve Milano, som Milano er. Selvfølgelig har vi været på lidt restauranter, men det kan tælles på én hånd, hvor mange gange man har været ude at spise på halvandet år. Og hvor mange gange, at vi har været inde i byen kan også tælles på én hånd. Altså hvor man har gjort sådan nogle ting, som man måske gjorde meget af i London.«

»Det med at gå uden en maske. Det har jeg ikke gjort i Italien siden februar sidste år. Alle går jo rundt med maske, og det handler det om hele tiden udenfor. Så man bliver mindet om hele tiden, at der er stadig corona, når man går uden for en dør i Milano.«

De næste uger handler det om Danmark og EM. Her vil Christian Eriksen også hele tiden blive mindet om faren for smitte. Landsholdet vil i usædvanlig grad blive afskærmet fra omverdenen.

Spillerne vil heller ikke få mulighed for at mødes med deres hustruer og børn, selvom mange af dem måske er på besøg i Danmark under slutrunden. Christian Eriksen og kæresten, Sabrina Kvist Jensen, har to små børn.

Et er at bevare gnisten som fodboldspiller under en slutrunde. Men du er jo også et menneske med en familie. Hvordan bevarer man kontakten, og har I på forhånd aftalt, hvordan det skal foregå?

»Der bliver i hvert fald facetimet en del og skrevet en del om, hvordan det lige går derhjemme. Men jeg tror, at de fleste lider afsavn. Og selvfølgelig særligt nu, hvor vi skal være i Danmark men i en boble, hvor vi ikke må se familierne. Det kommer selvfølgelig til at gøre det lidt ekstra hårdt, når vi endelig er derhjemme.«

Men sådan er betingelserne, når man gerne vil spille på landsholdet, siger Christian Eriksen. Fodbolden må og skal have forrang de kommende uger.

Christian Eriksen og Sabrina Kvist Jensen viste deres nyfødte datter frem på Instagram i december sidste år.

Christian Eriksen har prøvet det før. Han er vant til kravene udefra, presset fra sine egne ambitioner og til at skulle lukke alt andet ude.

Han siger, at det værste minde fra en slutrundelejr var at »brænde straffe mod Kroatien og så ryge ud efterfølgende«. Det gav en hurtigere exit fra VM i Rusland i 2018 end ønsket.

Denne gang tror og håber den danske fodboldberømthed på, at Danmark fortsætter i EM-slutrunden længe efter, at de indledende puljekampe er forbi i Parken, og turneringen fortsætter i andre europæiske storbyer.

»Selvfølgelig er det hårdt. Jeg har en lille baby derhjemme, og under den sidste slutrunde havde jeg en, der nærmest lige var født. Så selvfølgelig – jeg ved, at det er hårdt at være væk fra dem og ikke være en del af deres opvækst, hvor lang tid det end bliver, jeg så er væk.

Jeg har sagt til mine kæreste, at jeg kan være væk i lang tid den her gang. Så det håber jeg også, at det ender sådan. Men selvfølgelig er det hårdt. Så handler det om at få snakket i telefon.«

Christian Eriksen fik landsholdsdebut som 18-årig og har som 29-årig inden EM-slutrunden 106 landskampe i bagagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.