Mens Storbritannien brager derudaf, og det skrider hæderligt frem i eksempelvis Danmark, er vaccinationskampagnen mod covid-19 kommet alarmerende langsomt fra start i en række af især de sydlige EU-lande.
Italien, Spanien og – især – Frankrig er knap nok begyndt og har kun brugt en mindre del af de doser, som p.t. er til rådighed. Hvorfor går det livsvigtige arbejde i lande, der paradoksalt nok alle har været hårdt ramt af pandemien, indtil videre så trægt?
Her er en gennemgang af situationen hos de foreløbige agterlanterner i Europas vaccinekapløb og deres mange problemer med for alvor at komme op i gang med at vaccinere.
En »startup-nation« i sneglefart
Emmanuel Macron er angivelig rødglødende af raseri. For Frankrigs sneglefart i arbejdet med at vaccinere befolkningen mod covid-19 er ikke blot et spørgsmål om liv eller død.
Den udgør også en bombe under fortællingen om, hvordan præsidenten er i gang med at omskabe landet til en »startup-nation« – og dermed en trussel mod hans genvalg.
»Jeg er i krig morgen, middag, aften og nat og forventer samme indsats af alle. Det her går ikke og skal laves om, hurtigt og radikalt,« tordnede Macron forleden over for sine medarbejdere ifølge Le Journal du Dimanche.
Baggrunden for præsidentens vrede er, at blot 516 franskmænd, ifølge en opgørelse ajourført mandag, foreløbig er blevet vaccineret mod eksempelvis næsten 47.000 i Danmark. Blandt andet på grund af det bureaukrati, som Macron har sat sig for at bekæmpe.
Således sidder mindst ti af Frankrigs omkring 100 fryseenheder til opbevaring af vaccinerne fast i en godkendelsesprocedure. I den anden ende af processen forsinker papirnusseri og tidsfrister i forbindelse med de vaccineredes samtykke arbejdet.
Det hjalp næppe heller på præsidentens gode humør, da en af hans ministre på Twitter kom til at antyde, at den franske langsommelighed er bevidst og led i en strategi.
Handler det om at tilgodese den franske medicinalgigant Sonofi, som endnu ikke er klar med sin vaccine, spørger oppositionspolitikere. Et hensyn, som ifølge det tyske magasin Spiegel også ligger bag EUs – ifølge nogle – alt for lille indkøb af den foreløbig eneste godkendte Pfizer/BioNTech-vaccine.
Du skal komme hviledagen i hu
Under pandemiens første bølge gik billederne af militærkøretøjer, der transporterede døde væk fra Bergamo, fordi den norditalienske bys krematorium ikke længere kunne følge med, verden rundt.
Så meget desto mere kan det undre, at Lombardiet – hvor Bergamo ligger – efter en uge endnu kun har brugt 3,8 procent af de vaccinedoser, som regionen p.t. har til rådighed. Forklaringen er blandt andet, at det har været jul.

Giulio Gallera, der er regional »sundhedsminister«, har forklaret, at han ikke ville inddrage velfortjente feriedage fra hårdtprøvede læger og sygeplejersker blot for at komme i gang med vaccinere et par dage før planen.
I det hele taget blev sundhedsmyndighederne i ikke blot Italien men også Frankrig og Spanien taget på sengen, da EU efter tysk pres fremskyndede sin godkendelse Pfizer/BioNTech-vaccinen.
Organisationen var ikke på plads. Flere steder manglede – og mangler – det rigtige udstyr, herunder kanyler. I den forbindelse gjorde Frankrigs stop for trafik over – og under – Den Engelske Kanal op til nytår blot ondt værre, fordi bestilte køleelementer strandede her i dagevis.
Italien havde søndag kun brugt 109.454 doser ud af de 469.950, der i første omgang er til rådighed. I Spanien har man nået at vaccinere lidt under en tredjedel af de p.t. mulige.

Holland begynder først onsdag
Vaccineprogrammets ikke netop prangende første fase synes med andre ord at bekræfte gængse fordomme om sydeuropæisk ineffektivitet og mañana-mentalitet.
Hvis det ikke lige var for Holland, hvor man slet ikke er gået i gang endnu – omend det her skyldes en umiddelbart noget uforståelig politisk beslutning.
Den hollandske regering, der som anfører i EUs såkaldte sparebande ellers sjældent har ret meget til fælles med sydeuropæerne, har længe insisteret på først at begynde fredag 8. januar af hensyn til vaccinationsprogrammets »implementering«.
Mandag accepterede sundhedsminister Hugo de Jonge dog at »tyvstarte« onsdag med grupper af sundhedsarbejdere. Men først efter massivt pres fra bl.a. en underskriftsindsamling på Twitter, der i løbet af 24 timer nåede op over 12.000 signaturer.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa