Briterne fnyser over »karrierepsykopaten«: Han kører coronasyg gennem England – og Boris Johnson roser ham for det

Analyse: Dominic Cummings er en svær mand at elske. Han er arrogant og egensindig og en »karrierepsykopat«, men han er Boris Johnsons toprådgiver og skaber resultater. Så Johnson forsvarer fuldtonet en mand, som under coronakrisen har gjort det utænkelige.

Johnsons toprådgiver Dominic Cummings i sin Land Rover Discovery med pressen i hælene mandag. Da hans kone blev syg med coronavirus, og han selv frygtede symptomer, flygtede familien ud af London og kørte 400 kilometer for at være hos Cummings’ familie. Det er imod alle regler. Og mens de var hos forældrene, tog de angiveligt også på en udflugt. Når så mange briter har gået så meget igennem, hvorfor vil Boris Johnson så fuldtonet forsvare og rose sådan en mand? Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 13-årige Ismail døde alene på et sygehus i London, og fire anonyme mænd i beskyttelsesdragter begravede ham. Hans mor sad hjemme og græd, fordi hun ikke kunne andet. Hun var muligvis smittefarlig og derfor tvunget i isolation.

Det var dumt af hende at overholde reglerne, viser det sig nu. Hun skulle have gjort som premierminister Boris Johnsons toprådgiver og hans familie, som ignorerede alle regler og udsatte andre for smitte. Og som nu får ros af Johnson for at gøre det.