Brexit kan ikke skræmme Enhedslistens EP-kandidat: Vi skal stadig have et folkevalg om EU, når briterne har besluttet sig

Briternes Brexit har ikke skræmt Nikolaj Villumsen. Når det er på plads og endeligt, skal danskerne også stemme om at træde ud af EU. Man skal bare vide, hvad aftalen er. Desuden står EU i vejen for en mere grøn politik.

Briternes Brexit har ikke skræmt Nikolaj Villumsen. Når det er på plads og endeligt, skal danskerne også stemme om at træde ud af EU. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Enhedslistens nummer ét til europaparlamentsvalget hedder Nikolaj Villumsen. Og Nikolaj Villumsens nummer ét til valget hedder klimapolitik. Og netop kampen for en ambitiøs dansk klimapolitik går ikke hånd i hånd med EU, mener den 36-årige spidskandidat.

Blandt andet derfor skal Danmark ud af EU. Briternes kaotiske Brexit-forløb har ikke fået Enhedslisten til at ændre holdning til den sag. Men forløbet har sat en tyk streg under, hvor vigtigt det er, at danskerne kan stemme om et konkret alternativ til at være i EU, mener Nikolaj Villumsen.

»Vi ønsker på ingen måde at kopiere det kaos, som Brexit har udviklet sig til, og det ønsker vi ikke at importere til Danmark. Det, vi siger, er, at vi gerne vil have en folkeafstemning, og vi mener, at det er relevant, at den danske befolkning får mulighed for at tage stilling til, hvilken relation vi skal have til EU. Men det er afgørende, at der er et klart alternativ, som folk kan tage stilling til, når de står i stemmeboksen. Og det er derfor, vi mener, at Danmark bør afvente en afgørelse på Brexit.«

Har holdningen til EU ikke ændret sig – bare lidt – efter at vi kan se, hvor meget besvær der er med Brexit?

»Jeg må sige, at jeg simpelthen ikke havde fantasi til at forestille mig, at den britiske regering kunne håndtere det her Brexit så dårligt, som de har. Det med at udskrive et parlamentsvalg midt i det hele, som May har gjort, og gøre sig selv afhængig af kristne fundamentalister i Nordirland. Og de har slet ikke sat sig ned og fået talt med oppositionen og fundet sammen på tværs af partiskel for at få den demokratiske beslutning ordentligt i hus. Det har i hvert fald overrasket mig.«

Hvad batter mest? At blive i EU, der tæller 500 mio. mennesker, og kæmpe for grønne standarder, som alle EU-lande forpligter sig til? Eller at træde ud af EU og lave grøn politik selv, som kun gælder for fem mio. mennesker? Hvad tror du er bedst for miljøet?

»Jeg så jo virkelig gerne, at EU var et samarbejde, som gik foran på klimaområdet, og vi vil altid støtte bedre aftaler og regler, hvad angår bedre klima og miljø. Problemet er, at dels går EU jo ikke foran på klimaområdet i dag, og derudover er den måde, som EU-samarbejdet er indrettet på, et problem. Hensynet til store økonomiske interesser gør, at man har en række EU-regler, som står i vejen for, at vi i Danmark kan træffe eksempelvis en beslutning om en omstilling til elbiler og udfasning af benzin- og dieselbiler.«

Enhedslisten for første gang i EU

Det er første gang, at Enhedslisten stiller op til europaparlamentsvalget i stedet for at pege på Folkebevægelsen mod EU – og førhen Junibevægelsen – som de har gjort hidtil. Men det er ikke første gang, Villumsen får lov at opleve EU-maskinen på tæt hold.

I sin praktiktid arbejdede Nikolaj Villumsen for Søren Søndergaard, der dengang var medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Hvorfor stiller Enhedslisten selv op til EP-valget denne gang i stedet for blot at pege på Folkebevægelsen?

»Det er helt konkret, fordi vi ønsker, at det skal være muligt for vælgerne at sætte kryds ved et socialistisk og grønt parti. Vi synes, Folkebevægelsen mod EU og Rina Ronja Kari gør det rigtigt godt, men vi mener, der er god plads til både Folkebevægelsen mod EUs tværpolitiske EU-kritik og Enhedslistens socialistiske og grønne politik.«

Hvor adskiller I jer fra Folkebevægelsen mod EU?

»Helt grundlæggende adskiller vi os på, at vi er et socialistisk og grønt parti, hvorimod Folkebevægelsen mod EU er en tværpolitisk bevægelse, som samler EU-modstandere fra højrefløjen til venstrefløjen.«

Pernille Skipper og Nikolaj Villumsen under Enhedslistens pressemøde efter sommergruppemødet på Hvidovre Hospital mandag den 20. august 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

EU bliver aldrig grønt nok

Og det er grønne visioner, der skal være i centrum til europaparlamentsvalget. Enhedslisten ønsker mere ambitiøse mål for Danmarks klimapolitik, men EU-regler stikker en kæp i hjulet for det projekt, mener Nikolaj Villumsen.

Hvilke mål skal Danmark konkret sætte sig, som er mere ambitiøse end EUs klimamål?

»Enhedslisten har jo lagt en plan for grøn omstilling i Danmark, hvor vi kommer i mål med den grønne omstilling, og vi gør det på social retfærdig vis, sådan at almindelige mennesker og lavindkomstgrupper ikke sidder tilbage med færre penge mellem hænderne. Der har vi bare oplevet, at der er en række af de tiltag, som vi foreslår, som er i strid med EUs regler.«

Enhedslisten har blandt andet foreslået en støtte, så almindelige lønmodtagere får råd til at købe elbiler frem for benzin- og dieselbiler. Støtten vil give mellem 50 og 100.000 kroner i tilskud til at købe en elbil. Det vil formentlig være i strid med EUs regler om statsstøtte. Desuden foreslår Enhedslisten at stoppe salg af benzin- og dieselbiler fra 2025, hvilket vil være i strid med EUs indre markeds regler, konstaterer Nikolaj Villumsen.

»Det er jo et eksempel på, at EUs regler prioriterer hensynet til den tyske bilindustri over hensynet til klimaet. Og der mener jeg, at det skal være muligt at kunne gå foran. Hvis vi bare alle sammen sidder og venter på, at den mest kulsorte regering i EU-kredsen bliver enig om, at vi skal gøre noget ved den grønne omstilling, så tror jeg, at tiden kommer til at rinde ud, og vi kommer til at stå med store problemer.«

Nattoget skal tilbage

Den 24. maj fremlægger Enhedslisten sammen med en række andre EU-venstrefløjspartier – bl.a. partier fra Spanien, Portugal, Frankrig og Sverige – en EU-klimaplan. Ud over planer om udfasning af benzin- og dieselbiler er en europæisk togfond på programmet.

»Vi har brug for at få skabt et alternativ til at tage flyet, når man rejser i Europa. I dag er det dyrt og besværligt at tage toget. Vi vil gerne skabe hurtige og billige grønne togforbindelser i Europa, så man let kan sætte sig ind i toget på Københavns Hovedbanegård og rejse til Paris eller Rom. Og det kræver investeringer, og derfor foreslår vi en europæisk togfond.«

Hvad skal den fond konkret gøre?

»Den skal investere i, at der bliver skabt lyntog mellem de europæiske storbyer og nattog. Sådan at man også kan rejse, mens man sover, og vågne op under nye himmelstrøg.«

»Vi vil insistere på, at hensynet til klimaet skal sættes forrest – altså også sættes over hensynet til store tyske bilfirmaers økonomiske interesser. Jeg tror, det er helt afgørende, at vi er parate til at tage sådan nogle grundlæggende skridt til forandring, hvis vi skal nå i mål. Ellers vil gode intentioner og ideer komme til at støde hovedet mod en mur.«