Når det gælder magtkampe, er de britiske konservative et særligt studie i nådesløse politiske opgør. I partiet, der ynder at kalde sig »verdens ældste politiske parti«, er man kendt og berygtet for at slå til prompte ved færten af svaghed.
Margaret Thatcher fik det at mærke på den hårde måde. David Cameron og Theresa May spekulerer formentlig fortsat på, hvordan venner blev til fjender, og støtter gav dem kniven. Og nogle gange går brutaliteten den anden vej.