Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den britiske premierminister, Boris Johnson, må se tilbage på begyndelsen af pandemien med en vis fortrydelse.
For endnu engang udsættes hans opførsel og dømmekraft i perioden for hård kritik.
Denne gang beskyldes premierministeren for at have fejret sin 56-års-fødselsdag i Downing Street i juni 2020 ved et arrangement indendørs med deltagelse af 30 personer. Det var på et tidspunkt, hvor resten af landet ellers var meget præget af pandemien.
Festen var ifølge ITV News arrangeret af Boris Johnsons kone, Carrie Johnson.
Alt i alt skulle arrangementet, hvor flere familiemedlemmer efter sigende deltog, have varet mellem 20 og 30 minutter, skriver Sky News.
En talsperson for Downing Street afviser, at en sådan fejring skulle have fundet sted. I stedet lyder forklaringen, at en lille gruppe ansatte samlede sig i Downing Street for kort at lykønske premierministeren. Downing Street afviser, at familiemedlemmer skulle have deltaget.
Premierministeren er i forvejen anklaget for at have deltaget i to andre fester i Downing Street i maj 2020.
Boris Johnson har løbende givet forskellige forklaringer om arrangementerne. I første omgang afviste han, at de skulle have fundet sted. Da der så dukkede beviser op på festerne, afviste han, at han kendte noget til dem. Men da et billede af premierministeren til en af sammenkomsterne så dukkede op, blev forklaringen ændret til, at han ikke var klar over, at sammenkomsten var en fest, men at han »troede, at dette var en arbejdsbegivenhed«.
Dalende popularitet
Krisen har kostet Boris Johnson store summer på popularitetskontoen på landsplan og i hans eget parti.
En meningsmåling fra YouGov viser, at 73 procent af vælgerne i midten af januar mente, at Boris Johnson gjorde det dårligt som premierminister. I starten af pandemien havde han ifølge samme meningsmåling opbakning fra 66 procent af befolkningen, der mente, at han ledte landet »godt«.
Andre målinger viser samme tendens: To tredjedele af den britiske befolkning synes ifølge en rundspørge, at Boris Johnson bør stoppe som premierminister.
I ugevis har hele landet afventet en undersøgelse foretaget af embedskvinden Sue Gray, der skal godtgøre omfanget af premierministerens fejl og regelbrud.
Sue Grays undersøgelse forventes at være afsluttet denne uge.