»Bøsse-Guti og Luder-Barca«: Spansk fodbold er ikke for svage sjæle

Tonen er hård på de spanske stadioner. Men ofte preller de hadefulde tilråb af på spillere og trænere, der ser fornærmelserne som en del af gamet.

FBL-ESP-LIGA-BARCELONA-REAL MADRID
Denne FC Barcelona-tilhænger definerer sig selv som anti-Real Madrid-fan. Den stærke rivalisering i spansk fodbold og en tradition for groft sprogbrug betyder, at spillerne må høre lidt af hvert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Josep LAGO/AFP/Ritzau Scanpix

Fodbold er ikke for de stumme. Heller ikke på lægterne.

Men hvor går grænsen for det sproglige frirum, som universitetslektor og fodboldskribent Bo Kampmann Walther i forbindelse med debatten om homofobiske tilråb på danske stadioner har argumenteret for her i avisen?

I Spanien, der har en stærk tradition for voldsom tale og grove kraftudtryk, må samtlige spillets aktører stå model til lidt af hvert.

Det giver med jævne mellemrum anledning til polemik. Men også til overraskende og ofte tolerante reaktioner fra dem, der ellers med rette kunne føle sig krænket over fornærmelserne. Her er en række eksempler fra de senere år.

Landstræner i racistisk shitstorm

Politisk korrekthed var ikke den tidligere spanske landstræner Luis Aragonés' stærke side. Det stod klart, da han i 2004 under en træningssession, der var åben for pressen, valgte at motivere José Antonio Reyes med følgende svada:

»De skal sige til negeren (Thierry Henry, Reyes' daværende klubkammerat i Arsenal), at De er den bedste. De skal sige: Negro de mierda (lorteneger, red.), jeg er den bedste!«

Luis Aragonés (tv.) under den særegne coachingsession med José Antonio Reyes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paco Campos/EPA/Ritzau Scanpix.

Øjeblikkelig brød en shitstorm løs, ikke mindst i Storbritannien. Men FC Barcelonas daværende camerounske angriber Samuel Eto'o, der flere gange har reageret kraftigt mod racistiske tilråb, tog ham i forsvar.

»Det er ikke udtryk for racisme. Hvis der er én, som altid forsvarer de sorte, er det Luis,« fastslog Eto'o, der kærligt omtalte nu afdøde Aragonés som »bedstefar« efter at have haft ham som træner i Mallorca.

Hellere ludertilråb end alene på stadion

I 2014 blev en hooligan fra Deportivo La Coruna dræbt under et masseslagsmål med fans fra Atlético Madrid. Det førte til en sund selvransagelse i spansk fodbold, men måske også et par overreaktioner.

Eksempelvis forbød Real Madrid en større gruppe fans adgang til stadion, efter at de var blevet afsløret i at føre an i det klassiske kampråb mod FC Barcelona »Puta Barca y puta Cataluna!« (Luder-Barca og luder-Catalonien).

Beslutningen blev imidlertid langtfra hilst velkommen i catalanske klub, snarere tværtimod.

»Selvfølgelig skal der slås hårdt ned på vold. Men hvis vi smider folk ud på grund af fornærmende tilråb, bliver vi hurtigt alene tilbage på stadion,« konstaterede daværende FC Barcelona-træner Luis Enrique.

Stemningen er ofte ond, når Real Madrid møder FC Barcelona. Men så længe det foregår uden vold, er fornærmende tilråb en del af fornøjelsen, mener Luis Enrique, der har spillet i begge klubber. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUAN MEDINA/REUTERS/Ritzau Scanpix.

Ironisk »homo«-kommentar gav bagslag

José María Gutiérrez, kaldet »Guti«, havde ifølge vedholdende forlydender en kortvarig affære med transvestitten Bibiana Fernández, der er kendt fra Almodóvar-film.

Real Madrid-spilleren dementerede dem aldrig. Men selv om han havde gjort det, ville det næppe have forhindret, at han gennem hele karrieren blev forfulgt med smædesangen »Guti, Guti, Guti, maricón!« – sidstnævnte ord er en stærkt fornærmende betegnelse for homoseksuelle.

Forleden kom den gamle historie op igen på de sociale medier, hvilket fik »Guti« til at lægge et billede af sig selv i hed omfavnelse med sin nuværende kone ud på Instagram, tilføjet en ironisk kommentar.

Hvorefter homoseksuelle meningsdannere gik i gang med at kritisere ham. Det er ikke altid let.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa