Berlingskes korrespondent: Tyskerne kan godt finde popcornene og fadøllen frem – der er lagt op til en lang og beskidt thriller

De første exitpolls fra det tyske valg viser stort set dødt løb om magten. Selvom de tyske socialdemokrater og De Grønne går frem, så mangler de stemmerne til at nappe regeringsmagten uden hjælp, vurderer Berlingskes Tysklandskorrespondent, Uffe Taudal.

Formanden for Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, Olaf Scholz, ser ud til at blive første mand til at forsøge at danne regering i Tyskland. Men hans mandat er så usikkert, at forhandlingerne med de nødvendige støttepartier vil blive uhyre langstrakte og kan udhule hans mulighed for at drive egentlig socialdemokratisk politik.  Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN MACDOUGALL/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan ende som en god gammeldags thriller, når de tyske politikere nu skal i gang med at fordele magten og ministerposterne efter det tyske valg til Forbundsdagen.

Sådan lyder analysen fra Berlingskes Tysklandskorrespondent, Uffe Taudal, som hele søndagen har fulgt det tyske valg tæt i Berlin og nu vurderer indholdet i de første resultater exitpools.

»De første bud på resultaterne fra valget viser, at der fuldstændigt mangler et oplagt bud på, hvem der skal afløse Angela Merkel som Tysklands forbundskansler,« lyder det fra Uffe Taudal.

Den konklusion er oplagt – hvis ellers tallene i de første exitpolls viser sig at holde – ud fra fordelingen af stemmer mellem SPD, CDU/CSU og Die Grünen.

For selvom både socialdemokraterne i SPD og De Grønne gik frem ved valget, så rækker tallene foreløbigt ikke til, at de kan danne regering uden at få hjælp fra et tredje parti.

Og Tyskland har skrækkelige erfaringer fra tidligere valg, hvor regeringsdannelsen er trukket ud i måned efter måned, blandt andet ved valget til Forbundsdagen i 2017. Det kan meget let gentage sig, lyder vurderingen fra Uffe Taudal.

»Tyskland skal have en regering, som er basret på tre partier. Det kan blive en rød model, hvor SPD går sammen med Die Grünen og FDB, eller en borgerlige udgave, hvor CDU/CSU arbejder sammen med Die Grünen og FDB. Uanset hvad man kommer frem til, så vil det blive en regering, som på hver sin måde står med svage ledere, som ikke for alvor er blevet tilvalgt af de tyske vælgere,« siger Uffe Taudal.

På det jævne

Alt er altså i spil, når de tyske politikere nu skal diskutere, hvem der skal være Tysklands næste kansler.

SPD ser ud til at få flest mandater og får derfor førsteudspillet, når det gælder regeringsforhandlingerne. Det skal partiformand Olaf Scholz bruge til at sætte en regering sammen, som kan drive socialdemokratisk politik, men som samtidig er afhængig af andres mandater.

Tyskland skal have ny kansler, når Angela Merkel forlader posten. Hvis de kommende regeringsforhandlinger trækker ud til midt i december, vil Angela Merkel ende som den tyske kansler, som har siddet længst. P.t. har Helmut Kohl den rekord. Merkel håber, at hun afløses af CDU/CSU's kanslerkandidat Armin Laschet. Fold sammen
Læs mere
Foto: INA FASSBENDER/AFP/Ritzau Scanpix.

»Selvom Olaf Scholz fik flere stemmer end nogen havde troet for bare få måneder siden, så er det langtfra sikkert, at han også ender som valgets sejrherre – og vinder regeringsmagten. Spillet der begynder nu bliver intenst og både Die Grünen og det liberale parti FDP, vil tage sig dyrt betalt, for at levere de nødvendige mandater til SPD,« lyder vurderingen fra Uffe Taudal.

Og selvom Die Grünen umiddelbart burde være det oplagte støtteparti for SPD og står til at tage vigtige poster i en ny rød-grøn-gul tysk regering, så er intet sikkert, lyder vurderingen.

»De grønne vælgere ønsker en rød-grøn regering. Der skal virkeligt vægtige løfter og politiske gaver til, hvis de grønne skal overveje at støtte en borgerlig regering. Men i politik er alt muligt, så det bliver spændende forhandlinger,« lyder det fra Berlingskes Uffe Taudal.

Og Die Grünen vil være skuffede, hvis tallene fra de første exitpolls holder vand. De viste en klar fremgang for partiet, til 14,5 procent af stemmerne, men langt færre stemmer end det man havde håbet. På et tidspunkt lå Die Grünen sågar til at blive Tysklands største parti, men sådan blev det ikke.

»Det ligner en bittersød sejr. I slutspurten blev det klart, at valgkampen var drejet, så alt handlede om partilederne i CDU/CSU og SPD – mens Die Grünen endte på et slags sidespor,« siger Uffe Taudal.

»Uanset, hvem Tyskland ender med at få som forbundskansler, så bliver det en person med et svagt mandat. Olaf Scholz fra SPD har fået flere stemmer end man havde forventet, men et resultat i midten af 20erne regnes ikke rigtigt i et land som Tyskland. Og CDU/CSU's kanslerkandidat, Armin Laschet har dummet sig en række gange under valgkampen og vil stå som en uhyre svag kansler, selv hvis det lykkes ham at fastholde magten,« siger Uffe Taudal.