Anklager vil fremlægge beviser for Palme-mordet: Ender den vildeste teori med at være den rigtige?

Palme-kendere gør sig klar til, at de formodede skyldige i drabet på den svenske statsminister Olof Palme vil blive udpeget inden 1. juli som afslutningen på 34 års mordgåde. Flere mener, at sporet peger i retning af en international sammensværgelse.

Det uopklarede drab på Olof Palme for 34 år siden er en af verdens største mordgåder. Men onsdag den 10. juni kommer svaret måske på, hvem der skød og dræbte den svenske socialdemokratiske statsminister 28. februar 1986 på åben gade i Stockholms centrum.

I hvert fald hvis man skal tro den særlige Palme-anklager. I sidste uge lovede  Krister Petersson at sætte et punktum for den politiefterforskning, der siden drabet har peget i alle mulige retninger og bragt et mylder af teorier i spil. Nu siger Palme-kendere, at politiet kun kan have to spor tilbage, det uspændende og det eksplosive. Og de tror på det sensationelle.