Anerkendt økonom: EU er ved at blive den moralske og realpolitiske vinder af vaccinekapløb

Den humanitære katastrofe i Indien har for alvor blotlagt USAs kynisme i vaccineræset, mener den anerkendte danske økonom Jacob F. Kirkegaard. Han glæder sig over, at EU har holdt fast i sit globale ansvar for at sikre verden vacciner, og mener i det hele taget, at unionen meget vel kan stå som den store vinder, når historien skal skrives.

Ved første øjekast lignede det en generøs liste af hjælpemidler, som Joe Bidens administration i weekenden meldte sig parat til at sende til det hårdt plagede Indien.

Listen talte råmaterialer til udviklinger af vacciner, behandlingsmedicin, testudstyr, respiratorer og værnemidler.