Det har stået klart siden sidste sommer, at Theresa May ville tabe afstemningen. At der simpelt hen ikke var et flertal for hendes skilsmisseaftale med EU.
Andre og mere elastiske politikere ville give op eller ændre kurs, men ikke Theresa May.
EU har mange gange sagt, at der ikke var mere at komme efter, og hun er alligevel mange gange rejst til Bruxelles. Hendes nordirske støtteparti og hendes partifæller sagde igen og igen nej, og hun forsøgte igen og igen at få dem til at sige ja.
Ingen politisk fodfinte kunne ændre udfaldet, uanset hvor længe hun blev hun, og hun har alligevel forsøgt enhver politisk fodfinte så længe, som hun kunne slippe afsted med det, og nu har hun så tabt læsterligt. Med stemmerne 202 for hendes aftale og 432 imod.
Herunder: Så stort er Mays nederlag i historisk perspektiv - det største regeringsnederlag i britisk historie
Hendes støttere idealiserede imidlertid Mays drift mod nederlaget på samme måde, som digteren Lord Tennyson i sin tid idealiserede et selvmorderisk britisk angreb under Krimkrigen i 1854. Den konservative kommentator Quentin Letts sammenlignede f.eks tirsdag Theresa May med »en døende tyr, som ved, at alt er tabt. Men den bøjer ikke desto mindre hovedet og angriber igen. Den ved, at den er dødsdømt, men den nægter at holde op med at kæmpe. Theresa May havde noget af det samme,« skrev han i Daily Mail.
Det er lyrisk, men det er også alt, hvad det er. Uanset om det er kavaleri eller Theresa May, uanset om det er krig eller politik, kan nederlag aldrig være et ønskeligt mål. Et nederlag kan være en utilsigtet konsekvens eller en fejl; det kan være en general eller en statsleder, som mod alle odds håber på det bedste, men det er ikke noget, som en duelig general eller statsleder efterstræber. Det er noget, som en duelig general eller statsleder vil undgå, hvis han eller hun kan.
Og i modsætning til kavaleristerne på Krim og tyren i arenaen havde Theresa May et valg. Hun vidste siden massetilbagetrædelserne i sin egen regering i juli 2018, at hun stævnede imod et nederlag - og hvis hun ikke vidste det, er problemet desto større - og hun kunne i det øjeblik have sadlet om.
Det gjorde hun ikke. Hun fortsatte ubøjeligt og uden at lytte til velmente råd. Hun stødte sit støtteparti væk, hun splittede sit eget parti uden at kunne hele det igen, og hun led et nederlag, som er det værste nederlag for en britisk regering i mindst et århundrede.
Theresa May er meget og har mange kvaliteter, men nu er hun først og fremmest - og mere end noget andet - nederlagets kvinde. Nederlaget er hendes.
