Analyse: Svenskerne skal have ny statsminister. Nu skal de bare finde en tusindkunstner i landet, som har vist sig nærmest umuligt at lede

Sverige skal have ny statsminister, efter at Stefan Löfven søndag proklamerede sin afgang. Ifølge ham selv handler det om at give sin efterfølger de bedste forudsætninger frem mod næste års valg. Men Stefan Löfven ligner nu mere en mand, som er løbet tør for kræfter. Nu skal de svenske socialdemokrater lede efter en politisk jonglør, der kan holde styr på landet, som har vist sig nærmest umuligt at lede.

Statsminister Stefan Löfven (S) kaster håndklædet i ringen og trækker sig til november som partileder i Socialdemokratiet og fra statsministerposten i Sverige. Stefan Löfven har siddet næsten ti år som partileder og ser ganske enkelt træt ud efter lange opslidende år i en parlamentarisk situation, hvor ingen rigtigt har magten i Sverige. Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

Det er blot to måneder siden, at Stefan Löfven måtte gå af, efter at et mistillidsvotum væltede hans regering.

Siden fulgte et par uger med åben slagudveksling og et politisk kaos, der ikke behager i et land, hvor konsensus stadig er en væsentlig del af folkesjælen.