Den russiske præsident, Vladimir Putin, har tidligere mødt meddelelsen om et muligt svensk og finsk medlemskab af den vestlige forsvarsalliance, NATO, forholdsvis roligt.
For otte måneder siden udtalte Putin således, at »Rusland ikke har problemer med Sverige og Finland, som vi har det med Ukraine. Hvis Finland og Sverige ønsker at blive medlemmer (af NATO, red.), så er det op til dem. De kan blive medlemmer af, hvad de nu ønsker«.
Dog med den markante tilføjelse, at det er NATO, Rusland har problemer med, og hvis de to lande installerer militære anlæg i forbindelse med et NATO-medlemskab, vil der komme en reaktion.
Nu er situationen en ganske anden, og tonen er blevet skærpet i Moskva.
Rækkefølgen af truslerne er byttet om, og nu er det ikke længere ligegyldigt, om de to lande bliver medlemmer af NATO. Ruslands ambassadør i Sverige meddelte i går ganske tydeligt, at det vil få konsekvenser – også militært – hvis Finland og Sverige går med i alliancen.
Sverige vil blive intet mindre end »et legitimt mål«.
Der er ikke noget at sige til, at Sverige reagerer på dette, for der ligger ikke alene en klar trussel i erklæringen fra den russiske ambassadør, der får sine direktiver fra Moskva. Der er også en klar skærpelse i tonen, som giver de ellers alarmerede svenskere grund til i endnu højere grad at frygte, at Sverige er og vil være et prioriteret mål i russisk militærstrategi i Østersøen.
Men hvad ligger bag de nye trusler fra Moskva? Truslerne flugter med det, der har været klart i et stykke tid. Putin bliver stadig mere desperat, efterhånden som den vestlige forsvarsalliance leverer nye våbentyper til Ukraine. Senest kampfly fra Polen og Slovakiet samt kampvogne og forarmet uran-ammunition fra Storbritannien.
Desperationen stiger
Det sidste har fået Putin til at true med at stationere taktiske atomvåben i Belarus, ligesom han har kædet en russisk atomtrussel sammen med den britiske forarmet uran-ammunition, som skal leveres til Ukraine – også selv om de to forhold intet har med hinanden at gøre.
Ammunitionen afgiver angivelig ikke radioaktivitet og har intet med en atomar oprustning at gøre. Ammunitionen er af en type, der på grund af den uranforarmede produktion i højere grad end traditionel ammunition kan »smelte« sig vej gennem pansrede køretøjer.
Også den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, trak atomkortet, idet han sagde, at det er en udvikling, som indebærer, at der bliver stadig færre skridt til en potentiel »nuklear kollision« mellem Rusland og Vesten.
Altså er den russiske ambassadørs reaktion et markant signal om, at man med Sveriges og Finlands NATO-medlemskab bevæger sig nærmere kanten.
Den beviser i russisk opfattelse en af de påstande, Putin kom med som begrundelse for invasionen af Ukraine – at NATO med alliancens konstante udvidelse truer Rusland, og at NATO skal fjerne alle tropper fra områder, der grænser op til Rusland.
Putins desperation er ifølge en diplomat forankret i nederlag på nederlag på slagmarken og i det forhold, at Vesten foreløbig ikke har vaklet i støtten til Ukraine, men har leveret stadig mere avancerede våben til ukrainerne.
»Vi har længe vidst, at Putin er trængt, men vi ser nu synlige beviser på, at Putin har malet sig op i et hjørne. Nu retter han så truslerne mere direkte mod enkeltlande i håb om, at dette kan få alliancen til at vakle,« siger vedkommende.
Det er der foreløbig intet, der tyder på, og derfor vil Putins trusler også blive stadig mere direkte.
Kristian Mouritzen er Berlingskes internationale analytiker
