Analyse: Nu rører Tyskland endelig på sig. Men kan vi klare Ukraine-krisen uden Merkel?

Den tyske kansler meddelte pludselig, at han snart tager til Moskva for at møde Putin. Inden da vil han tage til USA. Det ville Angela Merkel måske også have gjort, men Olaf Scholz er kommet dårligt fra start i sin første store internationale krise. Det er der en grund til, og i kulissen spøger den gamle ekskansler Schröder.

Den tidligere tyske kansler og Ruslands præsident skal efter sigende have haft et særligt forhold. Angela Merkel var vokset op i det kommunistiske Østtyskland og taler russisk. Vladimir Putin var som russisk spion udstationeret for KGB i Dresden og taler tysk.

De var langtfra altid enige. De var ofte placeret på hver sin side af internationale kriser, men de talte sammen. Nu er der en ny tysk kansler, og han har åbenbart været i vildrede. Lige indtil nu, selvom løsningen synes at være ligetil.