Analyse: Merkels løfter er tyndslidte – tyske politikere vender blikket mod kinesiske og russiske vacciner

Tyskerne er dødtrætte af landets vaccinekaos. På et stort anlagt møde skulle en hårdt presset kansler Angela Merkel skabe klarhed og vise beslutningskraft, men det blev kun til at gentage tidligere løfter. De politiske modstandere lugter svaghed i et valgår, og favoritten til at blive Merkels afløser lufter kontroversielle tanker.

Tyskerne har fået nok. Allerede tidligt i januar kunne man se, hvor det bar hen, da koncertstedet Arena på kanten af det tidligere Østberlin langs Spree-floden åbnede som vaccinecenter.

En ældre mand vrissede hovedrystende, at »det er jo fuldstændigt kaotisk«, mens dyttende taxier og råbende taxichauffører var kludret sammen i en stor trafikprop med gamle Berlin-borgere siddende i bilerne på vej til og fra vaccination.