Scenen er på én gang dramatisk og patetisk.
Det er søndag i La Zarzuela-paladset lidt uden for Madrid, og ekskong Juan Carlos er i gang med at pakke sin kuffert.
Om lidt forlader den engang så populære monark, der spillede en hovedrolle i Spaniens overgang til demokrati, det land, han regerede i 39 år. Som en tyv om natten. Tvunget i eksil af en endeløs række af skandaler om lyssky finansielle transaktioner og amourøse udvekslinger med en dansk-tysk kurprinsesse.
I et andet af La Zarzuelas palæer går Felipe VI – må man forestille sig – hvileløst omkring.
Kongen har netop modtaget brevet, hvori Juan Carlos meddeler, at han forlader landet »af hensyn til min personlige værdighed«. Det er holdt i højtidelige og officielle vendinger, men samtidig underskrevet: »med kærlighed og ømhed, som altid, din far«.
Som en smertelig påmindelse om, at Spaniens nuværende og tidligere konge ikke blot er »kolleger«. De er af samme kød og blod. Bourbonernes blå blod, der har flydt gennem spanske monarkers årer siden 1701.
Felipe VI skal ikke have lov til at glemme, at det er fadermord, han har begået.
Ro på den royale bagsmæk
Da hoffet sent mandag offentliggør nyheden om Juan Carlos’ eksil – i Den Dominikanske Republik, rapporteres det senere – lyder den officielle forklaring ganske vist, at det er sket på ekskongens eget inititiativ. Men den tror ingen på.
Allerede i marts gav Felipe VI afkald på – i økonomisk forstand – at arve sin far og annullerede samtidig hans apanage. Det skete efter en ny runde af afsløringer om millioner af suspekte petrodollar overført til den tidligere elskerinde Corinna zu Zayn-Wittgensteins konti i skatteparadiser.
Men flere måneder senere ruller sagen uanfægtet videre i medierne samt i form af efterforskninger i Schweiz og ved den spanske højesteret af henholdvis hvidvask af penge og groft skattesvig.
Det kan på ingen måde afvises, at der bliver rejst sigtelse mod ekskongen i både Genève og, hvad værre er, i Madrid.
Det er derfor, Felipe VI nu kapper de sidste bånd til sin far. Stærkt tilskyndet af den spanske regering, der udfordret af coronaviruspandemien og en økonomisk krise uden fortilfælde, kræver ro på den royale bagsmæk.
Samt, vil onde tunger vide, presset af dronning Letizia, der frygter, at skandalerne omkring Juan Carlos bringer kronprinsesse Leonors jobmæssige fremtid i fare.
Splittelse rækker ind i regeringen
At dronningen har god grund til at være bekymret for det spanske monarkis overlevelse, viser reaktionerne på mandagens nyhed om ekskongens eksil.
De traditionelt statsbærende partier, premierminister Pedro Sánchez’ socialdemokratiske PSOE og det konservative PP, roser ganske vist Juan Carlos for med sin beslutning at »vise troskab mod Spanien« og bakker samtidig op om Felipe VIs »eksemplariske« embedsførelse.
Men spaniernes dybe splittelse i spørgsmålet om monarket rækker helt ind i den spanske regerings top, hvor vicepremierminister Pablo Iglesias Turrión, der også leder venstrepartiet Podemos, ikke lægger fingrene imellem.
»Juan Carlos de Borbóns flugt ud af landet er uværdig for en tidligere statschef og efterlader monarkiet i en uholdbar situation,« skriver Iglesias på Twitter.
Også de indflydelsesrige nationalistpartier, der regerer Catalonien og Baskerlandet, kræver, at ekskongen bliver »stillet til ansvar for sine handlinger«.
Men hvad vigtigere er, bryder flere fremtrædende PSOE-medlemmer partidisciplinen og kritiserer den »ynkelige« flugt som et »utilstrækkeligt skridt«.
Reddet af pandemien?
Det statslige meningsmålingsinstitut CIS holdt i 2015 op med at spørge spanierne om deres syn på monarkiet, muligvis fordi man ikke brød sig om svaret.
Resultaterne af andre målinger afhænger i høj grad af den redaktionelle linje hos medierne, som har bestilt dem. Men én tendens går igen.
Støtten til monarket er koncentreret på højrefløjen samt i det centrale og sydlige Spanien. Til venstre for midten, herunder store dele af PSOE, og i vigtige regioner som Catalonien, Baskerlandet samt – i mindre grad – Valencia og Galicien, går et klart flertal ind for en republik.
Spanierne er mere republikanske end befolkningen i en række andre monarkier. Den grønne farve angiver andelen af tilhængere af en anden styreform.
Når Felipe VI og hans efterhånden noget decimerede familie formentligt kan blive boede i La Zarzuela en rum tid endnu, skyldes det, at Spanien for øjeblikket står over for langt vigtigere problemer.
Hvad der sker, når pandemien og den efterfølgende økonomiske depression – forhåbentligt snart – er overstået, afhænger af Felipe VIs evne til i mellemtiden at genvinde blot en smule af det tabte terræn.
Fra dengang også mange republikanere, i taknemmelighed over ekskongens rolle under opgøret med Franco-regimet, betegnede sig som »juancarlister«. Det synes i disse dage at være uendeligt lang tid siden.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
