Det siges, at vi alle i løbet af livet oplever vores 15 minutters berømmelse. Italien behøvede kun ti minutter til at skrive historie søndag aften på det olympiske stadion i Tokyo.
Ti minutter var, hvad der gik, fra Gianmarco Tamberi vandt guldmedalje i højdespring, til Marcell Jacobs kom først over stregen i kongedisciplinen 100 meter.
Ti minutter, der vil blive stående i bevidstheden gennem generationer – ovenpå EM-triumfen i fodbold tidligere på sommeren – og som rækker langt ud over sportens verden.
For guldregnen falder på et tørt sted i et land, der længe – først i overført og siden i konkret betydning – har været Europas syge mand.
»Vi har pisket os selv i årevis«
Avisen Corriere della Seras udsendte kunne dagen derpå, mens han kneb sig i armen, ikke lade være med at se den historiske OL-triumf som tegn på, at en mere generel helbredelsesproces er i gang.
»I årevis har vi pisket os selv med billedet af krydstogtsskibet Costa Concordia strandet ved Giglio-øen som metafor for landets økonomiske krise. Og vi har grædt, mens militærlastbiler kørte de døde ud af Bergamo,« skrev Marco Imarisio, med henvisning til sidste forårs coronakatastrofe i den norditalienske by, og fortsatte:
»Ideen om, at en sejr i fodbold eller på 100 meter kan ændre vores liv og vores historie, er en illusion. Men vi bør ikke skamme os over glæden og over at tro på, at vi efter i går kan begynde at leve i et mere optimistisk land med større tillid til os selv.«
I sportens verden afhænger succes i sagens natur af sejr. Men historien om, hvordan triumferne denne magiske sommer er kommet i hus, er nok så vigtige for italienernes nyvundne selvtillid og selvforståelse.
Da Gli Azurri 11. juli kunne løfte EM-pokalen på Wembley, var det efter en fejende flot slutrunde, hvor de også havde vundet fodboldhjerter over hele verden.
I stedet for den defensive pindsvinefodbold, der under betegnelsen catenaccio har spillet en hovedrolle i mange tidligere triumfer, byggede sejren denne gang på smukt flydende kombinationsspil som afsæt for elektriske enkeltmandspræstationer.
Importeret sprinterkonge og synkront højdespring
I tilfældet Marcell Jacobs er det den nykårede sprinterkonges oprindelse, der påkalder sig opmærksomheden.
Født i den amerikansk-mexicanske grænseby El Paso som søn af en afroamerikansk far og en italiensk mor, voksede han efter forældrenes skilsmisse op ved Garda-søens bredder.
Og selvom hans triumf af nogle er blevet udnyttet til at foreslå ændringer i lovgivningen om indfødsret, er fejringen af den enstemmig. Hvilket ikke er nogen selvfølge i et Italien, hvor debatten om indvandring og etnicitet ofte er betændt og ædende ond.
Matteo Salvini, der leder den højrenationale Lega, hylder de italienske guldvindere.
Men måske Gianmarco Tamberis delte guldmedalje i højdespring udgør den største udfordring af ikke blot italienernes men vores alle sammens vante forestillinger.
Tamberi havde konkurrencen igennem sprunget fuldstændig synkront med Mutaz Barshim fra Qatar. Syv perfekte spring, indtil de begge måtte opgive at komme over højden 239 centimeter.
Ifølge reglementet kunne de nu fortsætte, indtil der var fundet en vinder. Eller de kunne beslutte at dele førstepladsen og guldet, og det var præcis, hvad der skete.
»Ingen af os ville tage glæden over sejren fra den anden,« forklarede italieneren, efter at de to atleter havde omfavnet hinanden.
Ideen om, at »the winner takes it all«, og at nummer to er den første taber, plejer ellers at være god latin i Italien. Men hvorfor ikke dele glæden og æren med en værdig modstander, når det kan lade sig gøre?
Politikernes »olympiske« bedrift
Politik er ikke, som sport i de fleste tilfælde er det, et nulsumsspil. Her kan samarbejde næsten altid betale sig, hvis man vil opnå resultater.
Og det var ret beset en guldmedalje værd, da det brede flertal bag Mario Draghis nationale samlingsregering i sidste uge blev enig om en gennemgribende reform af Italiens ekstremt langsomme retssystem.
Det har skiftende regeringer forgæves forsøgt gennem årtier.
Nu lykkedes det, fordi landets partier, stillet over for udfordringen fra pandemien og den livsvigtige opgave med at fordele og få gavn af millionerne fra EUs genopretningsfond, har valgt at arbejde sammen.
Man kan godt gå efter guldet og samtidig dele æren. Nogle gange kan man endog sikre sig et historisk resultat og samtidig fortage en smuk gestus – som højdespringeren Gianmarco Tamberi.
Det er en af læresætningerne en lang og vidunderlig sportssommer, som italienerne ville ønske, aldrig sluttede – og mange os andre med dem.
»Vi havde brug for denne sommer, og vi har måske oven i købet fortjent den,« som Marco Imarisio konkluderer i Corriere della Sera.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
