Analyse: Ingen har set noget lignende gennem 16 år med Merkel. Men hun skal nok klare sig. Det er værre med tyskerne

Tyskerne er slet ikke vant til det politiske kaos, som nu hersker, efter at Angela Merkel for første gang utvetydigt og uden forbehold har undskyldt en af sine politiske handlinger over for hele befolkningen. Men hvis hun ikke kan lede Tyskland gennem krisen, hvem skal så?

Tyskernes farvel til Angela Merkel kom reelt et halvt år før tid. Det er en af konklusionerne efter Merkels største ydmygelse og største politiske fiasko gennem 16 år som tysk kansler.

Angela Merkel undskyldte utvetydigt og uden forbehold, og hun bad »hele befolkningen om tilgivelse« for at have fejlet. Tyskerne måbede, og de tyske mediers redaktører satte sig selv til tasterne for at få styr på et politisk kaos, der pludselig virker helt uoverskueligt.