Djævlen ligger som altid i detaljen. Og når det drejer sig om britiske politikeres moral og manglende moral, er det som altid djævelsk efter en særlig standard.
For den konservative lejr er opgaven klar med en tricky faldgrube. Hvordan slagter man Labour-lederen for »beergate« uden at trække Boris Johnson med i faldet?
Det er ikke så let. Det kan man se af en af premierministerens trofaste støtters forsøg på skelne.
Labour-lederen Keir Starmer havde efter nogle dages betænkningstid erkendt, at han var nødt til at sige, at han ville gå af, hvis Durham politi udstedte en bøde til ham efter at være gået i gang med at efterforske en sag om et billede af ham med en øl i hånden sammen med kolleger under et arbejdsbesøg og et muligt brud på coronareglerne i april sidste år.
Uldent forsvar
Det var jo godt nok. Faktisk rigtig godt, hvis man som britiske konservative er flest i den grad nyder at se Labour-ledere stege i deres egen selvretfærdighed.
Men så skulle juniorminister for lov og orden Kit Malthouse forklare, hvorfor regelbrud selvfølgelig kan få konsekvenser for Starmer, men at det ikke behøver at betyde konsekvenser for premierministeren.
Den vanskelige udredning kunne man høre i BBC Radio 4 fra den ellers ikke synderligt fremtrædende minister, som 10 Downing Street-strategerne tilsyneladende havde sendt i byen for at skabe dækning for Boris Johnson:
»Hør her, som jeg ser det, var der hele tiden skiftende regler. Hvis der blev begået fejltagelser, blev der givet undskyldninger, og jeg mener ikke, at det er nødvendigt, at nogen skulle miste deres job for at have fået en bøde,« sagde Malthouse.
Juniorministeren konstaterede, at coronarestriktioner skabte en »meget vanskelig situation« for alle i hele landet og i hele verden. På et spørgsmål fra radiostudiet, om Labour-lederen er ved at sætte en standard for politisk ansvar, sagde Malthouse affærdigende, at han ikke ved, hvad »Starmer har gang i« og fortsætter:
»Om han prøver at dreje en åbenlyst noget mystisk situation til at være et politisk spørgsmål. Jeg ved det ikke. Når alt kommer til alt, er vi nødt til at give plads og tid til, at man kan gøre sit arbejde, og som jeg ved, at man vil udføre med professionalisme i vores ledelse.«
En britisk juniorminister fik den utaknemmelige opgave at forklare, hvorfor at det er i orden, hvis Starmer trækker sig for brud på coronaregler, men at det ikke betyder, at Johnsons brud på sine regler skal have konsekvenser.
Både regeringens valg af budbringer og det mere end uldne svar, signalerer, at premierministerens kontor ikke føler sig på sikker grund. Johnson har modtaget én bøde, og der kan være flere i vente.
Valgnederlag efter vrede
Forude venter en angivelig »ødelæggende rapport« om en ansvarsløs kultur i og omkring premierminister Johnson, som skal vise, at han ikke så nogen grund til, at hans nedlukning af samfundet og stramme coronaregler også var gældende for ham selv, sin hustru og de nærmeste medarbejdere i Downing Street.
Når juniorministeren siger, at det var vanskelig for alle at finde ud af de skiftende coronaregler, så undlader han den detalje, at det var Johnson, der var ansvarlig for lovgivningen.
Briternes premierminister lod sin regering lave reglerne. Han bestemte, at der skulle være lovgivning og påbød politiet at håndhæve coronaregler og skride ind ved lovbrud med en strenghed, som en del briter fik at mærke.
Det var Johnson, der stod frem på tv bag sin talerpult med påklistrede manende budskaber og gang på gang understregede, hvor vigtigt det var, at hans egen lovgivning blev fulgt af befolkningen i krigen mod corona.
Et stort konservativt valgnederlag ved det netop overståede lokalvalg var ifølge lokale aktivister i høj grad forårsaget af partiets normalt trofaste vælgeres lede ved, at premierministeren syntes, at det var helt på sin plads, at han drak vin, øl og spiste lagkage sammen med kolleger og venner, mens hans coronanedlukning forbød, at de kunne have børnefødselsdage, besøge deres familie, møde venner, lade børnene komme ud at lege og deltage i begravelser.
Nu har konservative politikere og dele af den konservative presse kastet sig over Starmers »beergate«. Kun et tyndt lag fernis dækker over, at håbet er, at det vil udligne Johnsons »partygate«.
Sagen drejer sig om, at Labour-lederen – i en periode med en mildere nedlukning end under de brud, som Johnson bliver anklaget for – var i Durham i det nordøstlige England i forbindelse med en lokal valgkamp.
Her blev Starmer fotograferet gennem et vindue, mens han stod med en flaske i hånden, og mens andre kan ses med tallerkener bag ham. Opgaven for politiet er at finde ud af, om det fælles takeawaymåltid med drikke »med rimelighed var nødvendigt for udførelsen af deres arbejde«.
Hvis ikke kan politiet konkludere, at coronaregler blev brudt og udstede en bøde til Labour-lederen og de øvrige deltagere på turen nordpå. Heriblandt Labours næstformand, Angela Rayner, der i lighed med Starmer har set sig nødsaget til at erklære, at hun også vil trække sig, hvis hun får en bøde.
Flere kommentatorer har påpeget, at netop politiet i Durham henlagde en sag om brud på coronaregler mod Dominic Cummings, da han var Johnsons nærmeste rådgivere og fortrolige, og inden han i vrede droppede ud af regeringskontoret og blev premierministerens ærkefjende.
Stop med at sige »partygate«
Starmer har ladet sine folk sige til britiske medier, at de er overbeviste om, at de kan bevise, at Labour-lederen arbejdede både før og efter, at han blev fotograferet med en flaske, og at en spisepause derfor var fuldt inden for reglerne.
Keir Starmer blev under en deltagelse i valgkampen ved et suppleringsvalg filmet med en flaske i hånden sammen med kolleger under en tid med delvis nedlukning i Storbritannien. Det er et ekstra element i historien, at billedet blev taget af en studerende i Durham, der er søn af skribent for det højreorienterede medie Breitbart.
Men sagen gør ondt på Labour. Starmer har i Underhuset tidligere sagt, at politiets efterforskning af brud på reglerne, burde være grund nok til at trække sig.
Medier som Daily Mail, The Telegraph og The Sun har kastet sig over Starmer, og når konservative medier beslutter sig for at rette det store skyts mod en Labour-leder, er det et yderst effektfuldt politisk våben, som den venstreorienterede kommentator Owen Jones konstaterer.
Alle kan se, at spinkrigen er brudt ud i lys lue i britisk politik. Med premierministerens job samt i et længere perspektiv måske det konservative regeringsflertal på spil tages alle midler i brug. Det gælder om at ramme den rigtige detalje, kan man sige.
The Daily Mail skriver i en leder, at man »gerne vil gøre det helt klart«, at avisen ikke mener, at brud på reglerne skulle betyde, at nogle af de politiske ledere bør gå af. Om sagen mod Starmer konkluderer avisens lederskribent afsluttende:
»Hans værste forbrydelse er ikke at have brudt covid-regler. Det er den højtråbende, selvretfærdige dobbeltmoral.«
I en kommentar i The Daily Telegraph lyder det, at man ikke bør bruge endelsen »gate« om sagerne, fordi det henleder tankerne på Watergate-skandalen i USA, der kostede en præsident stillingen, og »kan virke forudindtaget« for læserne om de anklagedes skyld.
Det er på tide for briterne at lægge coronakrisen bag sig og lade gemt være glemt, lyder opfordringen med ordlyden:
»Jeg vil derfor gentage denne klummes opfordring til at udstede en amnesti for alle dem, der er anklaget for små covid-forseelser, selv den selvretfærdige Sir Keir.«
Kunsten er at ramme Labour-lederen i detaljen, og sagen blotlægger dermed en hel del om britisk politikkultur. Det handler hos briterne i særlig grad om magt i den mest rå form i et politisk system skabt for og til konfrontation.
Det moralske overtag er vanskeligt at få øje på lige nu hos Johnson. Hvis Starmer går af, kunne det blive premierministerens eget mareridt, men han er fortsat den stærke part. Moral bliver der talt en del om, men de britiske vælgere vil være tilgivet, hvis de tænker, at det virker mere som et middel end et mål.
