Analyse: Britisk regeringsrokade løb af sporet – Boris Johnson strammer grebet

Efter en dramatisk udskiftning af den britiske finansminister sidder der nu en særdeles magtfuld rådgiver med 364 folkevalgte konservative politikere under sig.

Boris Johnsons regeringsrokade blev uventet dramatisk. På forhånd var budskabet, at der ikke ville ske de helt store ændringer i den regering, der blev dannet 24. juli sidste år. Der ville blive strammet endnu mere op på Brexit-linjen.

Det var vigtigt at finde en person til at stå i spidsen for klimakonferencen COP26 i Glasgow. Kønsbalancen i regeringen kunne blive et emne, fordi flere kvindelige ministre var på vippen. Pludselig kørte det så helt af sporet. Den vigtigste ministerpost efter Boris Johnson stod for fald og overskyggede alt andet.