Sagen virkede oplagt, da Tiziana Cantone 13. september 2016 blev fundet hængt i sin families hjem i en omegnskommune til Napoli. For hvis hun, som alt tydede på, havde begået selvmord, stod årsagerne til at gøre det i kø.
Til grin og udskammet over hele Italien, efter at en sexvideo med den unge kvinde var gået viralt, havde hendes liv udviklet sig til et helvede. Selvom en domstol havde beordret videoen fjernet fra nettet, viste det sig i praksis umuligt. Men nu tyder nye spor på, at historien er endnu mere bestialsk.
Fredag gav anklagemyndigheden for det nordlige Napoli-område ordre til, at de jordiske rester af Tiziana skal graves op, så hun kan blive obduceret.
En undersøgelse, som ingen – hverken myndigheder eller familie – tænkte på at gennemføre for fem år siden, og som, vel at mærke, finder sted som led i en efterforskning for mord.
Hjælp fra privatdetektiver
Det er Tizianas mor, Maria Teresa Giglio, der har overbevist anklagemyndigheden om, at sagen om det angivelige selvmord som minimum bør undersøges nærmere.
Som Berlingske tidligere har beskrevet, har hun, siden den skæbnesvangre video i 2015 dukkede op på nettet, kæmpet utrætteligt for sin datters ære og eftermæle.
Først side om side med Tiziana, mens hun endnu var i live, for at stoppe spredningen af videoen. Siden ved systematisk at opspore og udstille personer, der fortsatte med at dele den, trods retsafgørelsen og datterens tragiske endeligt.
Som tiden er gået, har Maria Teresa Giglio samtidig fået stadig sværere ved at tro på, at datteren skulle have begået selvmord. Og med hjælp fra privatdetektiver har hun fundet de nye spor, som obduktionen skal hjælpe med undersøge.
»Jeg er sikker på, at hun ikke havde besluttet at tage sit liv,« siger Maria Teresa Giglio om sin datter til Corriere della Sera og fortsætter:
»Jeg kan kun være tilfreds med, at vi efter en lang kamp måske nu endelig får et svar på, hvorfor min datter døde. Uanset hvor traumatisk og ødelæggende opgravningen af hende bliver.«
»Optager du en video? Bravo!«
Sjovt er det næppe heller, i forbindelse med anklagemyndighedens beslutning, at være vidne til mediernes genfortælling af den tragiske forhistorie. Heller ikke selvom forståelsen af Tizianas offerrolle givetvis er blevet større i den mellemliggende tid.
Da videoen i sin tid begyndte at cirkulere, var det nemlig efter mange italienernes mening i vid udstrækning selvforskyldt.
Den 31-årige kvinde var helt med på, at den blev optaget, og delte den selv med nogle venner. At den herfra – uvist hvordan – ville finde vej til et større publikum burde være åbenlyst for en voksen person, lød kritikken.
Latterliggørelsen af Tiziana var da også næsten mere ubærlig end delingen af videoen på en række pornosites, hvor mindst en million brugere så den.
Eksempelvis blev hendes bemærkning under seancen – »Optager du en video? Bravo!« – trykt på blandt andet T-shirts og masseproduceret.
Og da en domstol i 2016 gav Tiziana medhold og beordrede videoen fjernet fra nettet, blev hun samtidig dømt til at betale sagens omkostninger på 20.000 euro.
Det skete med henvisning til, at hun frivilligt havde deltaget i optagelsen. En ydmygelse, der af familien i sin tid blev set som sidste skub ud i fortvivlelsen og beslutningen om at begå selvmord.
Dna-rester på halstørklæde
Nu har moderen ændret mening. Tiziana var, selvom udskamningen naturligvis påvirkede hende og afholdt hende fra at gå ud, »en sund og normal pige«, hævder Maria Teresa Giglio ifølge BBC.
Oplysningerne om, hvilke nye spor hun med hjælp fra privatdetektiverne har fundet frem til, er indtil videre sparsomme.
Ifølge den offentlige tv-station Rai drejer det sig om dna-rester fra to mænd på det halstørklæde, Tiziana blev fundet hængt i. Samt mistænkelige omstændigheder i forbindelse med både hendes egen og en ekskærestes smartphone.
Under alle omstændigheder er det nok til, at anklagemyndigheden har taget sagen alvorligt og beordret en undersøgelse af det næsten fem år gamle lig – efter at have sikret sig, at det fortsat giver retsmedicinsk mening.
Blev Tiziana Cantone ikke blot offer for hele Italiens brutale udskamning og endeløse hån men også for en eller flere drabsmænd?
Fortsættelse følger givetvis, når resultaterne af obduktionen ligger klar, formentlig i løbet af den første halvdel af juni.