Alexander forblødte på et fortov i Minsk – politiet siger, at det var hans egen skyld

Ifølge det hviderussiske politi døde Alexander Taraikovsky, da et sprængstof eksploderede i hænderne på ham under de voldelige demonstrationer i Minsk. Men en ny video tegner et helt andet billede af mandagens omdiskuterede dødsfald.

Alexander Taraikovsky var ikke mere end 34 år, da han forblødte på et fortov i Minsk i Hviderusland.

Det skete mandag 10. august, og lige siden har hele verden siddet med ét spørgsmål: Hvad skete der med Alexander Taraikovsky?

En ny video, der florerer på sociale medier, viser nu et helt andet billede end det, det hviderussiske politi har forsøgt at tegne.

Taraikovsky døde mandag under de voldsomme demonstrationer i hovedstaden Minsk, hvor tusinde af demonstranter gik på gaden i protest mod landets siddende præsident, Aleksandr Lukasjensko.

Næsten 7.000 demonstranter er undervejs blevet anholdt, slået til blods, tortureret og ydmyget, mens tre er døde. En af dem er 34-årige Taraikovsky.

Liget af Alexander Taraikovsky, en 34-årig demonstrant, bliver båret under en begravelsesceremoni i Minsk 15. august 2020. Sergei Gapon

Hans kæreste Elena German står nu tilbage ene og alene: knust og ikke mindst vred. For hun køber ikke myndighedernes officielle forklaring.

Ifølge det hviderussiske politi døde Taraikovsky, da et sprængstof, som han havde planer om at kaste mod betjentene, sprang i luften i hænderne på ham.

»Der er er en søm i hans brystparti. Hullet var syet sammen, men der er et blåt mærke; det er småt, men vi lagde mærke til det. Hans hænder og fødder er intakte, der er ikke engang mærker på dem,« lød det fra kæresten, efter at hun havde set hans lig.

»Det er helt tydeligt, at han er blevet skudt lige i brystet,« siger hun.

En demonstrant viser sine skader efter de voldsomme demonstrationer i Hviderusland, mens andre viser billeder af demonstranter, som er blevet tæsket. Det foregår under en demonstration lørdag 15. august, nær Pushkinskaya metrostation, hvor 34-årige Alexander Taraikovsky døde. Sergei Gapon/Ritzau Scanpix

Ny video viser Taraikovsky kollapse på asfalten

En ny video, som mediet Associated Press har offentliggjort, viser sekunderne, inden den 34-årige demonstrant falder om. Her ser man Taraikovsky gå med hænderne i vejret, mens han nærmer sig en gruppe bevæbnede betjente. Sekunder senere ses en haltende Taraikovsky. Han knuger sig til brystet, og hans hvide T-shirt er gennemblødt af blod.

Adskillige politibetjente står og ser på, mens et par går hen til ham, efter at han falder ned på asfalten.

Kæresten, Elena German, som har set videoen, er ikke i tvivl om, at den viser Taraikovsky blive skudt og dræbt af betjentene. Taraikovskys hænder er ubeskadigede, og blodmønstret tyder på et skudsår. Hun ønsker nu, at internationale eksperter undersøger dødsfaldet.

»Han har ikke noget i hænderne. Her er et skud, de skyder, han tager sig til brystet. Blod. Han falder,« kommenterede hun videoen.

Landets indenrigsminister har afvist at kommentere sagen. Han fastholder den originale forklaring: At demonstranten døde som følge af et håndholdt sprængstof.

Godt 500 mennesker kom til Taraikovskys begravelse lørdag, hvor kæresten holdt en tale få timer inden.

»Han (Taraikovsky, red.) var forarget over de ulovlige anholdelser, og han var stolt af folket. Han sagde: »Endelig, endelig!« Vi diskuterede nyhederne hver dag,« lød det fra en oprevet Elena German.

Senere på dagen demonstrerede tusinder nær Pushkinskaya metrostation, hvor Taraikovsky døde.

»Europas sidste diktator«

Søndag 9. august vandt 65-årige præsident Aleksandr Lukasjensko præsidentvalget i Hviderusland med omkring 80 procent af stemmerne. Lukasjensko har siddet på magten i 26 år, og bliver kaldt for »Europas sidste diktator«.

Oppositionen nægter at anerkende valgresultatet, som de kalder for fusk. Der har derfor været demonstrationer landet over i snart en uge.

Oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja på 37 år, er efterfølgende flygtet til Litauen, hvor hendes børn har befundet sig under valgkampen.

Lørdag sagde Lukasjenso, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, er klar til at hjælpe med at genetablere ro og orden i landet, hvis det bliver nødvendigt.

»For at tale om det militære element har vi en aftale med Rusland. Sådanne situationer falder ind under den aftale,« lød det fra Lukasjensko.