»Tal med ham her. Han har noget at sige til dig,« siger en yngre kortklippet mand i kort, sort jakke og tatoveringer op ad halsen, der har stillet sig op til sejrsfesten foran det britiske parlament. En mand med det hvid-røde engelske »Saint George's Cross« flag som kappe begynder at tale om en pædofilisag i Oxford, som politikerne ikke ville have efterforsket af politiet.
Imens begynder den første mand at filme med mobilen få centimeter fra mit ansigt.
»Hvorfor gør du det?« spørger jeg. »Fordi jeg har ret til det,« lyder svaret.
Brexit-tilhængerne fejrer deres store sejr på pladsen foran Westminster med statuerne af Winston Churchill og andre koryfæer fra den britiske politiske historie. Den 59-årige pensionerede ingeniør Julian Camies er rejst ned fra provinsbyen Milton Keynes lidt nordpå.
»Jeg har været her mindst 40 gange siden folkeafstemningen for at råbe ad politikerne, kæmpe for demokratiet og sikre, at resultatet bliver respekteret, så vi kan blive en uafhængig nation, der kan bestemme selv,« siger han, mens han står med et papskilt, der siger: »Ingen plads i Overhuset til Bercow« – den tidligere leder af det britiske underhus.
Vrede i luften
Julian Camies medgiver, at der er en aggressiv stemning i luften. Han mener, at det er udløsningen på den bitterhed, som politikerne gennem tre år har skabt om Brexit.
»EU-tilhængerne skulle aldrig være givet et håb om, at en demokratisk afstemning kunne blive annulleret. Landet er jo blevet splittet. De fleste her er fine folk, men der er måske nogle typer, fodboldbøller, der er på udkig efter et slagsmål. Men jeg nyder at være her. Når jeg ser flagene her, får jeg en god følelse. Men det EU-flag derovre får jeg lyst til at rive ned,« siger han og ser over på nogle udklædte EU-tilhængere.
»Det kunne være endt med en borgerkrig, hvis de havde vundet og skubbet demokratiet til side.«
Efter en kort samtale presser de to mænd med mobilen sig på. Manden, der præsenterer sig som Paul Nadin siger, at EUs ikkevalgte »føderale regering« er fascisme.
»Er du ikke enig?« spørger han, mens manden med mobilen spørger: »Hvad vil du skrive om det her?«
Jeg har sagt, at jeg er journalist fra Danmark, og jeg rapporterer fra den her begivenhed. Hvorfor filmer du?
»Det er min ret.«
Hvad vil du bruge det til?
»Til personlig brug. Det er min ret. Hvorfor spørger du?«
Manden ryster på hovedet:
»Alle medier er bullshit. Det er alt sammen fake news. Har du ikke set, hvad de lavede på jeres TV med Tommy Robinson. Hende kvinden blev spurgt om noget, som hun ikke kunne svare på. Uden at spørge ham om det. Hvorfor gjorde I det?«
Jeg kan jo ikke svare for Danmarks Radio. Har du forbindelse til Tommy Robinson?
»Hvorfor vil du vide det? Har du ikke set videoen fra det interview. Find den på nettet,« siger han.
EU-tilhængeres march aflyst
Manden siger, at han ikke vil fortælle sit navn og ryster vredt og afvisende på hovedet. Siger igen, at journalister jo bare skriver fake news og går et lille stykke væk til en lille gruppe mænd.
Tre et halvt år med det uafklarede Brexit har vakt vrede og stærke følelser. En gruppe EU-tilhængere fortæller Berlingske, at de ikke kan afholde deres planlagte march på grund af risikoen for sammenstød med tilhængerne af Brexit. Premierminister Boris Johnson har nedtonet fejringen af Brexit day.
Brexit finder sted, men splittelsen i det britiske samfund er ikke nødvendigvis overstået.
