Alt var timet og tilrettelagt. Om 12 år, når Stéphane Vardon bliver 58, havde togkonduktøren tænkt sig at stige af arbejdsmarkdet for at nyde sit otium. Men nu vil præsident Emmanuel Macron ødelægge planen med en pensionsreform, og Stéphane Vardon er rasende.
»Efter de nye regler vil jeg ikke længere have optjent en pension, jeg kan leve ordentligt af,« vrisser han til The New York Times.
Togkonduktøren står ikke alene med sin indignation, mildest talt.
Tirsdag gik hundredetusinder af franskmænd igen på gaden over hele landet for at demonstrere mod reformen. Færre, ganske vist, end torsdag i sidste uge, da protesterne begyndte. Men stadig tilstrækkeligt mange til at lægge pres på regeringen.
Samtidig fortsætter en generalstrejke, som nu i fem dage delvist har lammet landet – i særdeleshed uddannelsesinstitutioner og den offentlige transport. Alt sammen, vel at mærke, på forventet efterbevilling og inden premierminister Édouard Philippe onsdag fremlægger detaljerne i de nye regler.
Regeringschefen ventes at skubbe skæringsdatoen for, hvornår ændringerne træder i kraft, i et forsøg på at komme demonstrantrerne i møde. Men kernen i reformen – opgøret med et fragmenteret system, der favoriserer visse faggrupper – har Philippe og hans chef, Macron, ikke råd til at give køb på.
Ordning for statsbaner koster 3,2 milliarder euro
Det franske pensionssystem er et kludetæppe bestående af 42 forskellige ordninger, hvoraf flere – i hvert fald set fra andre europæiske lande – skriger til himlen.
En enkelt, for marinesoldater, går helt tilbage til solkongen Ludvig XIVs tid. Andre, som ordningen for ansatte hos statsbanerne SNCF, er »kun« godt 100 år gamle, men omfatter til gengæld langt flere.
Og er det rimeligt, at eksempelvis lokoførere kan stemple ud som 52-årige, og at ansatte i de offentlige energiselskaber blot skal arbejde fem år mere? I særdeleshed, når ordningerne, som i teorien skulle hvile i sig selv, er håbløst underfinansierede?
Hos SNCF er der således kun 141.000 bidragsydere til at betale for 256.000 pensionister. Og alene statsbanernes ordning koster i år de franske skatteyderne – herunder i sagens natur også dem med mindre favorable vilkår – den nette sum af 3,2 mia. euro.
De andre tager fejl
Frankrig bruger allerede nu 14 procent af sit BNP på pension mod tyskernes 10,1 procent og et gennemsnit på 7,5 procent i OECD-landene. Udgifterne er voksende, og franskmændene ved dybest set godt, at det ikke bliver ved med at gå.
I hvert fald viser meningsmålinger, at et flertal i princippet støtter regeringens planer om at skabe ét system, hvor alle optjener ret til pension efter de samme regler. Og som samtidig gør det nødvendigt at blive længere på arbejdsmarkedet for at opnå fuld pension.
Ikke desto mindre bakker 53 pct. af dem samtidig op om protesterne og generalstrejken. Problemet er, påpeger analytikere, at de ikke stoler på Macrons vilje og evne til at reformere systemet med respekt for dets grundprincip: At alle har ret til en alderdom uden smalhals.
De er stolte af, at kun 3,4 procent af franskmænd over 65 år lever under fattigdomsgrænsen mod 9,6 procent i Tyskland. Og ifølge togkonduktøren Stéphane Vardon er det resten af den vestlige verden, som er galt på den:
»Ja, det er rigtigt, at vi indtil nu har haft et godt system, men netop derfor burde det være en model. Det er for dårligt, at folk i andre lande ikke har samme vilkår.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
