Sent fredag aften brød en vulkan i nærheden af bjerget Fagradalsfjall ud i et øde område centralt på Reykjaneshalvøen godt 30 kilometer sydvest for Islands hovedstad Reykjavik.
»Det ser ikke ud som et voldsomt og langvarigt udbrud lige nu, men naturen har en tendens til at overraske os,« sagde danskfødte Rikke Pedersen, der er leder af Nordisk Vulkanologisk Center (Nordvulk) i Reykjavik til Berlingske lørdag.
Hos det Icelandic Meteorological Office (IMO) – den islandske pendant til danske DMI – advares der mod høje koncentrationer af vulkangas, som dog ikke skønnes at være skadelig på længere sigt.
Men alligevel strømmede tusindvis af mennesker til vulkanområdet i går, søndag, og her kom redningshold på arbejde, da både en forladt bil og en gruppe mennesker, der pludselig blev dårlige og udmattede, krævede hjælp, skriver det islandske medie Morgunbladid. Søgningen efter bilen er dog stoppet, og der meldes ikke om nogen omkomne.
Vulkanen, der stadig er i udbrud, er også blevet flittigt fotograferet. Blandt andet disse vilde billeder viser naturfænomenet, der ikke er set i det område i næsten 700 år:




Udbruddet får den islandske sangerinde Björk til at juble på Instagram. Hun kalder det en lettelse, når naturen udtrykker sig selv og giver udtryk for stor glæde blandt øens beboere.
I flere uger har udbruddet været ventet, og mere end 40.000 jordskælv har plaget Island den seneste måned siden den 24. februar, skriver The Guardian.
Og den mængde jordskælvsaktivitet er aldrig set før, fortæller den såkaldte »volcanic hazards coordinator« Sara Barsotti fra Icelandic Meteorological Office (IMO).


