28.000 danskere skal have styr på deres forhold til Storbritannien efter Brexit: »Jeg nægter at søge om midlertidig opholdstilladelse«

Det britiske immigrationsministerium oplyser, at hver femte dansker i landet har benyttet sig af muligheden for at søge »settled status«. For nogle er det en frustrerende oplevelse, at deres tilknytningsforhold bliver draget i tvivl.

Ivana Friis Wilson bor i Sommerset i England med sine to børn, er ikke vild med tanken om at skulle søge dobbelt statsborgerskab, men hun gør det for sine børns skyld. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det er ikke meget, danskerne ved om deres fremtidige status i Storbritannien. De ved, at den britiske regering vil have britisk boende EU-borgere til at registrere sig. Det betyder, at de skal til at tage stilling til, om de vil søge opholdstilladelse - det, den britiske regering har døbt settled status.

Den britiske integrationsminister siger til Berlingske, at det går godt med registreringen. Langt fra alle af de omtrent 3,6 mio. udenlandske EU-borgere i Storbritannien - heriblandt cirka 28.000 danskere - er enige i den vurdering. Mange er dybt utilfredse med, hvordan deres mange års tilknytning til Storbritannien er blevet håndteret i forhold til Brexit. Det gælder blandt andet den danske dyrlæge Emil Olsen.