Et spørgsmål om tillid

Forholdet mellem patienten og den alment praktiserende læge er et tillidsforhold. Det høres tydeligt i de ældre betegnelser »familielæge« og »huslæge«.

Man har ikke blot tillid til lægens faglige dygtighed, men også til hans generelle dømmekraft og etiske habitus.

For han er jo egen læge, som holder lidt øje med det hele og følger den enkelte over tid. Han er den almindelige indgang, »dørvogteren«, til sundhedssystemet, og det er også ham, man returnerer til efter at have været igennem en mere specialiseret behandling.

Denne ordning, som ikke findes så mange andre steder end i Danmark, hviler indlysende nok på, at lægen ikke skeler til egne eller andres uvedkommende interesser i sin behandling, rådgivning og henvisning. Derfor er den aktuelle sag fra Nordjylland, hvor privatklinikker har tilbudt praktiserende læger og speciallæger penge for at henvise patienter, temmelig beskæmmende, både for klinikkerne og for lægerne, hvis nogle har ladet sig friste.

Nu er forholdene i Nordjylland blevet påtalt af både regionen, lægeforeningen og politikere, der varsler lovindgreb, hvis det skulle blive nødvendigt. For lægen må som Cæsars hustru være hævet over mistanke. Ellers ophører ordningen med praktiserende læger med at give mening. Man skal vide, hvem man har med at gøre, når man går til egen læge.