Kristendemokraterne stiller op til næste valg, og alene derfor er det for tidligt at skrive partiets nekrolog. Men meget tyder på, at danmarkshistoriens eneste religiøst funderede politiske parti er på vej derhen, hvor andre hedengangne partier som Retsforbundet, Kommunisterne, De Uafhængige, Fremskridtspartiet og CentrumDemokraterne befinder sig. Det er partier, der typisk er opstået, fordi der i dele af befolkningen i en bestemt periode har været behov for at samles om særlige ideologiske mærkesager, og de er forsvundet igen, i takt med at behovet ikke længere har været til stede.
Kristeligt Folkeparti er, hvor paradoksalt det end lyder, et barn af 68-oprøret og den tidsånd, der slog igennem for 40 år siden. Partiet kom til verden en forårsdag i 1970 som en reaktion mod den løsslupne lovgivning, den konservative justitsminister Knud Thestrup netop havde gennemført, og som gjorde Danmark til et pornografisk foregangsland.
Det markerede sig hurtigt i debatten med stærke borgerlige standpunkter på områder som kultur og etik, og det blev talerør for en del mennesker, der følte sig hjemløse i det politiske landskab, men i offentligheden blev det opfattet som et udpræget enkeltsagsparti.
Loven om fri abort i 1973 gav anledning til en voldsom folkelig debat, og Kristeligt Folkeparti blev bannerfører for abortmodstanderne. Samme år blev det for første gang repræsenteret i Folketinget med ikke færre end syv mandater. Og de fik ved det efterfølgende valg følgeskab af yderligere to. Kristeligt Folkeparti var igennem 1970ernes politiske kaos et parti, man måtte regne med, og det var fast deltager i tiårets mange kriseforlig. Siden hen forsvandt en stor del af vælgerne, og partiet bevægede sig faretruende nær spærregrænsen. På langt de fleste områder har Kristeligt Folkeparti altid været et farveløst socialliberalt midterparti, med en skarp profil og faste standpunkter på enkelte udvalgte områder. Det har siden stiftelsen haft sin faste basis i Midt- og Vestjylland, men i hovedstadsområdet har det stort set været ikke-eksisterende.
Både Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmusssen har haft behov for Kristeligt Folkeparti i forbindelse med regeringsdannelser. Christian Christensen var en markant miljøminister på et tidspunkt, hvor miljøet ikke havde nær samme opmærksomhed som i dag. Og de tidligere partiformænd Flemming Kofod-Svendsen og Jann Sjursen har ligeledes været driftsikre ministre.
Men alt det er nu historie. Og Kristendemokraterne er formentlig længere væk fra politisk indflydelse end nogensinde. Formanden Bodil Kornbeks forsøg på at modernisere partiet ved at give det en ny profil og i den anledning opgive den traditionelle modstand mod fri abort er næppe nogen klog beslutning. Hvis partiet skal have den mindste chance for at overleve på den overbefolkede politiske midte, må det nødvendigvis have andet end lutter almindeligheder på programmet.
Kristendemokraterne ligner mere og mere et parti, der har haft sin mission.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
