Et kvart århundrede efter Anker

Takket være ansvarlighed har skiftende regeringer formået at afvikle fortidens statsgæld

Siden Anker Jørgensens sidste regering brød sammen i eftersommeren 1982, har alle de efterfølgende regeringer, hvad enten de har været af borgerlig eller socialdemokratisk observans, haft det som et mål at rydde op i det økonomiske uføre, som 1970ernes ansvarsløse politik førte landet ud i. Efter at den første oliekrise i 1973 begyndte at manifestere sig som en generel økonomisk afmatning med virksomhedslukninger og stigende arbejdsløshed i årene der fulgte, opbyggede Danmark på rekordtid en statsgæld på langt over 500 mia. kroner.

Hvordan det kunne komme så vidt, har der i tidens løb været et hav af forskellige forklaringer på fra nationaløkonomer og politologer, men det korteste og det klareste svar kommer fra tidligere økonomiminister Ivar Nørgaard. Han var en af dem, der gennem hele perioden havde det tungeste ansvar for den førte økonomiske politik: »Vi opfattede oliekriserne som noget, man skulle igennem og godt kunne tillade sig at lånefinansiere sig ud af«.

Ordene blev sagt i et interview i 2001, og meget tættere kommer man ikke på en politisk tilståelsessag. For han fortsatte: »Men vore efterfølgere har lagt større vægt på ikke at kunne blive skældt ud for at være uansvarlige«. Uansvarlighed var tydeligvis ikke et problem, der tyngede 1970ernes skiftende Anker Jørgensen-regeringer, som på trods af utallige advarsler fortsatte med at pantsætte nationen til skade for efterfølgende generationer.

Til lykke for landet skiftede De Radikale hest midt i vadestedet. Det er i disse dage 25 år siden, at det endelig gik op for partiets politiske leder Niels Helveg Petersen, at Socialdemokratiets afhængighed af LO betød, at de nødvendige beslutninger om et økonomisk kursskifte aldrig kunne blive taget med Anker Jørgensen som statsminister. De Radikale pegede på den konservative Poul Schlüter som manden, der kunne stå i spidsen for en borgerlig regering, der havde økonomisk genopretning som topprioritet. Ansvarlighed blev efter ti års fravær igen et plusord i dansk politik, og nu drejede det sig om at føre landet bort fra den økonomiske afgrund, som både nationalbankdirektør Hoffmeyer og den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen så dystert havde beskrevet i efteråret 1979.

De evindelige kronenedskrivninger blev afløst af en fastkurspolitik, og den automatiske dyrtidsregulering, der havde givet anledning til en konkurrencenedbrydende inflation, blev afskaffet med et pennestrøg. Og så begyndte det lange seje træk med at vende underskud til overskud på betalingsbalancen og på statens interne regnskab. Ingen troede formentlig dengang på muligheden af, at gælden skulle blive afviklet i løbet af de næste 25 år. Men det sker formentlig i år. Den næste generation af danskere begynder tilværelsen i en mere fordelagtig situation end den forrige. Takket være 25 års ansvarlig økonomisk politik.

Lad læren fra 1970erne være en advarsel om, hvor galt der går, når politiske beslutninger tages uden ansvar for konsekvenserne.