Et højdepunkt af planløshed

Opførelsen af Københavns Amts sygehus i Herlev er historien om en økonomisk skandale, som er uden lige i landets nyere historie.

Engang kunne man ikke sige »økonomisk skandale« uden at tænke på Københavns Amts sygehus i Herlev. Hospitalet, der var tænkt som et arkitektonisk og sundhedsvidenskabeligt prestigeprojekt, døde næsten af skam, før det blev taget i brug. Det skete i 1976, men i en snes år derefter var det himmelstræbende hus ved Ringvejen vartegn for en hel generations administrative planløshed. For de øverste ni etager stod tomme som et mørklagt spøgelseshus anbragt på toppen af cementsiloen højt oppe under himlen, og utallige københavnene undrede sig over, hvad der mon foregik i de tomme lokaler, og hvorfor de ikke blev brugt til noget nyttigt.

Men det måtte de ikke. For ifølge Génevekonventionen måtte pladsen kun bruges til hospitalsdrift, og det var forklaringen på, at de for eksempel ikke blev indrettet til lager. Enhver kunne se det tossede i at have et hospital på 25 etager liggende, når man kun brugte de 16. De enorme investeringer på anlægsbudgetter var jo spildt.

Har man sagt A....
Historien om sygehuset i Herlev var den gammelkendte om et beskedent projekt, der voksede i omfang, efterhånden som ambitiøse fagfolk meldte sig med velbegrundede ønsker og behov. Og hvad kunne de ansvarlige gøre? Havde man sagt A, måtte man også sige B.

Det udviklede sig til en ufattelig slendrian med offentlige midler. Men det kunne ingen forudse, da formanden for amtets sygehusudvalg i 1959 kunne fortælle, at man ville gå i gang med at projektere et sygehus i Herlev. Et par år senere var hospitalet planlagt til at koste 140 mio. kroner og have plads til 800 senge i et tårn på 14. etager. Året efter regnede man med, at sygehuset ville koste 40 mio. ekstra, og at det ville stå færdigt i løbet af seks-syv år.

De planer kom ikke helt til at holde. For efter endnu et par års intens planlægning var prisen fordoblet til 325 mio. og nu skulle huset være på 20 etager med plads til 1.000 senge. Så gik der igen et par år, hvor der blev tegnet og regnet. Intet skulle være overladt til tilfældighederne. Endelig i august 1966 blev det første spadestik taget, og nu havde man besluttet sig til at opføre et smukt højhus på 25 etager. I 1970 var hospitalet halvt færdigt, og man kunne konstatere, at det ville komme til at koste 1.2 mia., hvilket var nogenlunde en tidobling på ti år.

Folk var rystede
Almindelige mennesker var rystede og fortørnede. Især da det kom frem, at amtsskatten blev fordoblet, og at også statsskatten ville stige som en direkte følge af det, der nu mand og mand imellem blev kaldt skandalen i Herlev. Året efter var den samlede pris igen fordoblet, og nu ville den blive 2.6 mia, kroner, hvis ikke der skete noget drastisk. Og så traf man den originale idé at lade ni etager stå tomme. Det gav en besparelse på 700 mio. Men det var der også god brug for. Prisen på hospitalet steg nemlig hver eneste uge steg med en mio. kroner.

Huset skulle oprindelig have været færdigt omkring 1968-69. Men indvielsen blev udskudt til 1976, og så kunne de øverste etager tages i brug i løbet af de følgende seks-syv år, der gik 20, men så var alle kvadratmeter også taget i anvendelse.