Chuyia er otte år, da hun bliver enke. Alligevel sendes hun traditionen tro væk fra sin familie til et afsidesliggende kollektiv for enker. I en fugtig, vansiret ruin af et hus lever disse kvinder under strenge regler. Ideen er, at de skal sone de synder, der ligger til grund for ægtemandens død, og derfor har de ifølge religionen ikke ret til at leve. Enkerne er i praksis som levende døde. At vi oplever rædslerne fra otteårige Chuyias synspunkt gør kun det indiske samfunds behandling af enkerne endnu mere grotesk. Samtidig sætter den hidsige charmetrold, der spilles så fint af Sarala Kariawasam, enkernes dystre hjem på den anden ende ved konstant at sætte spørgsmålstegn ved deres vilkår og ved ikke finde sig i dem. Hun vinder de indtørrede hjerter hos de ensomme, afmagrede kvinder, særligt husets skønhed, Kalyani, og deres venskab vender triste dage til eventyr. Det kommer der flere smukke og sjove scener ud af.
De onde spørgsmål
Skurkene i historien er dog så mangfoldige, at man får lyst til at græde, når man tæller op. Hvad får forældre til at bortgifte et barn? Hvad får en mand til at tage en barnebrud? Hvad får et samfund til at frarøve en kvinde hendes liv, fordi hendes mand dør? Hvad får byens mænd til at købe sex med kvinder mod deres vilje? Her kommer filmens overskurk ind i billedet – nemlig – enkernes overhoved, Baba, der bijobber som bordelmutter. Hun har skabt sig en lukrativ forretning ved at sende Kalyani »over floden« til byen Varanasi, hvor mændene kan citere Byron og Shakespeare, men ikke just har fået menneskerettigheder ind med modermælken. Kalyani forelsker sig i den idealistiske jurist og Gandhi-tilhænger Narayan, som vil giftes med hende mod reglerne. Men Baba gør, hvad hun kan for at forhindre det. Hvis Kalyani forlader stedet, får hun brug for en ny indtægtskilde.
I mellemtiden har vi også fulgt Didi, en stærkt troende, men også tvivlende enke. Hun forsøger at leve i accept af sin skæbne, men da Chuyia kommer i fare, tvinges hun til at træffe valg. Didi er i den forstand filmens sande hovedperson, for det er i hende, vi møder kampen mellem tradition og fornyelse.
»Water« – der var Oscarnomineret i år – foregår i 1938, og vi møder et Indien på tærsklen til moderne strømninger. Gandhis prædiken mod kastesystemet, og religionens arkaiske sider får gradvist flere tilhængere. Ikke desto mindre fortæller filmen os, at mange af Indiens i dag 33 millioner kasteløse stadig lever som andenrangsmennesker.
Fundamentalistiske hinduers effektive sabotage af optagelserne i Indien fik i 2000 instruktøren Deepa Mehta til udskyde optagelserne og fuldføre dem fem år senere i Sri Lanka. På trods af at hun havde myndighedernes tilladelse til at lave filmen, modtog hun dødstrusler, og kulisser til filmen blev brændt ned.
»Water« rammer så hårdt og rent, fordi den stemme, der fortæller den, tilhører et barn. Deepa Mehta er en modig kvinde, der ikke bare har turdet gå til kamp mod sin verdens fundamentalister, men også til at skildre sin sørgelige historie med humor og håb.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
