Er Erik Haaest værdig til at få offentlig støtte?

Dagbladet Information bragte for et par dage siden en interessant kronik skrevet af Erik Jensen og Poul Smidt.

Den satte spørgsmålstegn ved det rimelige i, at forfatteren og journalisten Erik Haaest for anden gang har fået et arbejdslegat på 100.000 kroner fra Kunstrådets litteraturudvalg til at skrive et værk i tre bind om de danskere, der under Besættelsen gik i tysk tjeneste. Den første bog med titlen »Hipofolk« udkom for et par måneder siden.

Erik Haaest vil næppe blive husket på grund af sine evner som historiker, men det er ikke på grund af hans tvivlsomme faglige kompetence, de to kronikører kritiserer Kunstrådets tildeling af det litterære legat til Haaest. Det skyldes ene og alene hans fortid, hvor han som journalist og forfatter har beskæftiget sig med nazismen i både Tyskland og Danmark, og hvor han for 30 år siden har lagt navn til mildt sagt kontroversielle udsagn af den allermest ubehagelige karakter.

Når Kunstrådet skal tage stilling til, hvilke projekter der bør have økonomisk støtte, er det imidlertid ikke forhold i ansøgerens fortid, der skal være afgørende for vurderingen. Et sagkyndigt faglitterært udvalg bør kunne løfte sig op over individuelle sym- og antipatier. Og det er netop, hvad der er sket i den givne sag.

De samme hensyn måtte naturligvis gøre sig gældende, hvis det var velanskrevne historikere med en mindst lige så belastende fortid som eksempelvis de tidligere stalinister Kurt Jacobsen, Morten Thing eller Ole Sohn, der søgte et arbejdslegat fra Kunstrådet.