»Ens moral svigtede«

Pædagog Lonnie Mikkelsen, tidligere medarbejder på bostedet Tokantens afsnit Persillevej 2A, har brugt flere år på at komme overens med de ting, hun medvirkede til på bostedet for otte stærkt udviklingshæmmede beboere.

»Ens moral svigtede. Man forsvandt jo selv i det til sidst. Noget af det værste var, når der f.eks. skulle gives klyx – et afføringsmiddel, der skulle føres op i rumpen. Vi holdt så hårdt, så hårdt. Eller når der skulle gives ble på. Man stod og pressede sit eget lår mod beboerens numse for at holde hende, når bleen blev lagt på plads. Beboeren havde blå mærker hele vejen bag på lårene og op på ryggen bagefter,« siger hun.

Hun var ansat fra 1. august 2003 frem til februar 2005, hvor hun måtte lade sig sygemelde med stress. Hun blev fysisk og psykisk dårlig af at være på stedet. Hun startede som praktikant det første halve år. Flere af beboerne, der ikke havde noget verbalt sprog, var udadreagerende – de slog og rev.

»Der var for megen brug af magt i dagligdagen. Der var for megen brug af PN-medicin (ekstra beroligende medicin efter behov, red.). Der var egentlig en masse dygtige pædagoger derude – det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Der var bare ikke plads til at være pædagog derude. Det var dagligdag, at så snart der var bare var optakt til, at især en beboer blev urolig, skyndte vi os at give PN-medicin, og så snart hun skulle have personlig hygiejne, brugte vi fastholdelse. Det blev helt normalt lige pludselig. Jeg kom som helt grøn og tænkte: Det er nok sådan, man gør. Men samtidig modtog jeg jo undervisning i Serviceloven på seminariet og vidste: Sådan gør man ikke.«



DER VAR FAKTISK andre udveje, som bare ikke blev forsøgt, fortæller hun:

»Desværre glemte vi pædagogikken. Hvis man mødte ind på en vagt, og der havde været en lidt urolig formiddag, frygtede man for en urolig eftermiddag. Så sagde man: Lad os give noget medicin med det samme, så er vi sikret. Vi skulle selvfølgelig have prøvet noget andet først. Hun kunne jo have haft ondt i maven, hun kunne have været træt, sulten eller tørstig. Hun kunne måske bare have haft brug for at gå en tur eller sidde at holde lidt i hånd. Men når man har haft mange arbejdsdage i træk, og man måske er blevet bidt og kradset, er ens tærskel enormt lav. Man er ikke så professionel, som man tror.«

Især frygten for selv at blive udsat for vold kommer til at føre til megen magt over for og megen medicinering af beboerne.

»Jeg er selv blevet bidt flere gange derude. Det undskylder ikke noget. Men det er et hårdt sted at arbejde. Én af beboerne skulle måske have været et helt andet sted. Hun var ikke tilfreds, de andre beboere var ikke tilfredse, og jeg var da heller tilfreds med at blive angrebet, når jeg stod og lavede mad. Især til aftenvagterne var der problemer. Én skulle lave mad til ti personer. Hvis den voldsomme beboer gik bersærk, mens man skulle holde øje med maden, og en anden beboer var på toilettet, var der bare ikke ret meget tilbage af én. Mange ting har jeg fortrængt, men jeg har også været med til at lukke hende ude i gårdhaven.«

Lonnie Mikkelsen arbejder i dag på institutionen Strandvænget på Fyn – men ikke den afdeling, hvor TV-billeder af et forrået personale i sin tid rystede Danmark.



EN ANDEN PRAKTIKANT på Persillevej 2A, Niels Larsen, fortæller, at han har haft tilsvarende oplevelser på bostedet.

»Jeg var jo helt grøn, og jeg kunne ikke se det, mens jeg var i det. Men i dag kan jeg se, at vi i personalet kunne og burde have handlet anderledes.«

Så sent som frem til november i år har Niels Larsen medvirket til at lukke en af beboerne ude i en gårdhave på bostedet og medvirket til fastholdelser og andre magtmetoder – og det selv om magtanvendelser ifølge loven kun bør forekomme i forbindelse med ren nødværge eller helt undtagelsesvist i hygiejnesituationer.

Når Niels Larsen konfronterede ledelsen, lukkede forstanderen øjnene for virkeligheden og afviste alt:

»De sagde selv, at forhold som dem, der blev afsløret på Strandvænget, var utænkelige på Tokanten. Ledelsen brugte udtrykket: Strandvænget er en by i Rusland.«

Sanne Isholdt arbejdede som vikar på Tokanten fra 2005 til 2006 ligeledes på afsnittet Persillevej 2A. Hun husker bostedet som præget af massiv brug af magt samt en tilbøjelighed til at medicinere sig ud af problemerne med beboerne.

»Normalt ville man lave pædagogiske tiltag, før man gav dem ekstra medicin. Men på Persillevej 2A var det rimeligt hurtigt, man gav dem PN-medicin, hvis man ikke orkede, at der kom meget larm eller ballade. De var meget dopede.«



OVEN PÅ BERLINGSKE TIDENDES afsløringer om problemer med medicinering på tokanten vurderer landsformand Sytter Kristensen fra de udviklingshæmmedes forening LEV, at Tokanten ikke er et særtilfælde. Over hele landet findes der ifølge LEV bosteder, hvor udviklingshæmmede overmedicineres:

»Desværre er vi ikke i tvivl om, at der findes andre steder, hvor forholdene er lige så kritisable. Hvor beboerne lever under forhold, hvor de er udsat for overgreb fysisk og psykisk. Det er beboernes hjem, men de har ingen mulighed for at bestemme, hvad det er for et liv, de vil leve,« siger Sytter Kristensen.