Endnu mere World of Warcraft

Den nye udvidelse af world of warcraft har forlænget spillet med mange timer og byder på en masse spændende nyheder fra det populære univers. De skyhøje forventninger er indfriet.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
World of Warcraft har utallige gange været fremme i medierne, og stort set alle har på et eller andet tidspunkt hørt om spillet, der er den største spilsucces nogensinde, selvom spillet kun har været på banen i godt to år. World of Warcraft er for mange blevet til meget mere end blot et spil. Det er blevet et univers, en virtuel verden, hvor spilleren opbygger sin karakter og fører denne gennem spillet.

Det har hele tiden været klart, at spillet var enormt, og at det rummede ufattelig mange timers spil. Det fængende univers har klinet folk til skærmen i alle dele af verden, og den senere tid er flere og flere nået toppen. Derfor er det mere end passende, at den første udvidelse, The Burning Crusade, nu langt om længe er kommet på butikshylderne. Forventningerne er skyhøje, ikke mindst fordi det er sjældent, at der går så lang tid før den første udvidelse bliver udgivet.

The Burning Crusade er fantastisk, hvis du er »hardcore« World of Warcraft fan, for i bund og grund er det bare mere af samme univers. Men der er tilføjet meget nyt, og spillet er forlænget med adskillige timer. En af de væsentlige ting i udvidelsen er et nyt stort kontinent, Outland, der blandt andet giver mulighed for et nyt flyvende dyr, som kan bruges til transport i området. Der er også tilføjet nye byer til de forskellige horder samt to nye racer, Blood Elves og Draenei, der begge kan spilles i seks klasser. En ny profession, Jewelcraft, er det også blevet til. En Jewelcrafter benytter sine evner til at finde gems i den ore som hentes af Minere.

Det vigtigste for mange er, at det nu er muligt at få sin karakter helt op i level 70, hvor det højeste tidligere var level 60. I den forbindelse er det også interessant at se på, at det bliver betydeligt sværere at hæve sin karakters niveau. Det kræver dobbelt så mange erfaringspoint at gå fra level 60 til 61 end fra level 59 til 60. Der er selvfølgelig også tilføjet masser af nye fjendtlige skabninger at kæmpe mod.

Der er kommet masser af nye objekter, våben og opgaver, så der er ingen tvivl om, at The Burning Crusade er lige netop det, som de mange millioner af spillere har ventet på, og at forventningerne nok skal blive indfriet hos de fleste. Men udvidelsen henvender sig ikke til nye spillere, og har du ikke tidligere været i gang med World of Warcraft, er der ingen grund til at overveje Burning Cursade. Det er primært ny dybde, der bliver tilføjet, og derfor vil det tage lang tid, før de for alvor får lov at opleve The Burning Crusade.

Otte millioner betalende spillere

World of Warcraft har lige netop rundet en ny milepæl, og har nu mere end otte millioner betalende spillere verden over. Udvidelsen har været under udvikling siden spillet kom på gaden, men er blevet udskudt adskillige gange. Forskellige tidspunkter i udviklingsfasen og specielt i den sidste tid har spillerne kunnet deltage i åbne beta-tests, hvor spillet er blevet afprøvet på alle leder og kanter.

Butikkerne i Danmark har kæmpet for at gøre udgivelsen så nem og smertefri som muligt. Efterspørgslen har været enorm, så netbutikkerne har haft mulighed for at vise deres værd. Softxchange, der er en af de større danske netbutikker, har brugt omkring 150 mandetimer inden udgivelsen på at pakke de mange forudbestillinger, så folk kunne få dem med posten i tirsdags, hvor spillet blev frigivet. De startede onsdag i sidste uge og arbejdede på højtryk indtil mandag aften, hvor alle spillene skulle sendes. Softxchange har samlet solgt mere end 4.000 enheder af The Burning Crusade inden udgivelsen.

Natten mellem mandag og tirsdag havde kunderne mulighed for at hente spillet umiddelbart efter udgivelsen.