En tapper piges bedrifter

»Det Gyldne Kompas« »Det Gyldne Kompas« er eventyrlig og afsindigt flot underholdning med masser af fantasi.

Nicole Kidman som den rige fru Coulter, der tager sig kærligt af lille Lyra (Dakota Blue Richards), men muligvis har skumle bagtanker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: SF Film
Hvis man kan forestille sig en film med titlen »Harry Potter og Da Vinci Mysteriet«, har man en ret præcis fornemmelse af indholdet i »Det Gyldne Kompas«.

Vi befinder os med andre ord i den fantasy-verden, hvor også værker som »Ringenes Herre« og »Narnia« udspiller sig, og vi får fortalt en kompliceret historie præget af dunkle symboler med religiøse og filosofiske referencer. Det lyder måske som en temmmelig uspiselig sammenkogt ret, men »Det Gyldne Kompas« er fremragende underholdning – forfatteren Philip Pullman, hvis medrivende roman fra 1995 bogen er baseret på, er gudskelov ikke nær så omstændelig som Tolkien og skriver langt bedre end Dan Brown, så filmens litterære basis fejler absolut ingenting.

Det gør instruktøren Chris Weitz’ filmatisering heller ikke. Vi fatter med det samme interesse for den kække 12-årige Lyra, der som (tror vi da) forældreløs bor blandt de lærde herrer på Jordan-Kollegiet i Oxford, men snart kommer på en farefuld ekspedition til Svalbard for at redde børn, som er blevet bortført af de frygtede Snappere, og samtidig for at finde sin forsvundne onkel, den med Indiana Jones beslægtede Lord Asriel, samt for måske at få opklaret gåden om, hvad det mystiske Støv egentlig er. Lille Lyras ambitioner er ikke små.

»Det Gyldne Kompas« foregår i en forunderlig og fascinerende verden, der minder om vores egen og samtidig er helt fremmedartet. Tilsyneladende er vi på én gang i fortiden og i fremtiden, for der flyves i zeppelinere og skydes med bue og pil, men arkitekturen er futuristisk, og den avancerede videnskab er i færd med at udforske eksistensen af parallelle universer, hvad den tyranniske religiøse øvrighed kaldet Disciplinærkommissionen i bogen og Magistraten i filmen imidlertid ikke vil tolerere. Det er i den sammenhæng, at ateisten Philip Pullmans romantrilogi kan læses som kras teologisk kritik, og filmen – der havde verdenspremiere onsdag den 5. december – betrages også allerede som kontroversiel i visse især katolske kredse.

Med kurs mod Svalbard
Det kan vi andre heldigvis blæse på og tilbagelænet lade os rive med af den drabelige handling, der dynamisk drøner over stok og sten og mægtige oceaner med kurs mod Svalbard, hvor de formidable panserbjørne regerer. Disse enorme, tænkende og talende isbjørne er det mest spektakulære udtryk for, hvor flot kombinationen af realfilm og computeranimation fungerer, men også de flyvende hekse anført af den smukke Serafina Pekkala lykkes det at skildre, så de set med voksne øjne hverken virker barnlige eller latterlige, men – tro det eller ej – troværdige.

Det allermest originale indfald i Philip Pullmans begavede romaner er de daimoner, som alle mennesker er udstyret med som en slags fysisk udspaltning i dyreskikkelse af deres sjæl. Hos børn kan daimonen skifte lynhurtigt mellem alskens dyre- og fuglearters kroppe, mens den hos voksne kun kan være én bestemt slags dyr. Og da det viser sig, at Magistraten oppe i det uhyggelige Bolvangar højt mod nord ved en grum operation skiller de bortførte børn fra deres daimoner – der er tale om en slags psykisk amputation eller sågar kastration – får Lyra virkelig grund til at gå i frelsende aktion.

Her bliver man nødt til at acceptere, at en 12-årig pige kan besejre langt større og stærkere modstandere, men det gør man også gerne, for dels er Lyra i besiddelse af det alvidende alethiometer, som kan fortælle hende ting, der er hemmelige for alle andre, og dels er hun i den ekstremt talentfulde Dakota Blue Richards’ legemliggørelse stædig, trodsig og egensindig samt fuldstændig uimodståelig. Vi forstår da også på diverse antydninger, at hun ingen helt almindelig skabning er – faktisk afhænger verdens fremtid af hende – men hvis vi ikke har læst bøgerne, må vi pænt vente til de kommende filmatiseringer af romantrilogiens øvrige bind for at erfare nærmere om den sag.

Adskillige kendte navne medvirker i filmen, for eksempel veteraner som Derek Jacobi, Christopher Lee og amerikanske Sam Elliott i ganske små roller, mens den kække Lord Asriel spilles af ingen ringere end Bond-fremstilleren Daniel Craig – måske er han en anelse for brysk i begyndelsen af filmen, men til gengæld får han oppe på den snedækkede Svalbard lov til at folde sig ud i et 007-agtigt slagsmål, som ikke findes i bogen.

Den smukke skurk Kidman
En langt større rolle varetages af Nicole Kidman som den smukke skurk fru Coulter, der tager Lyra så kærligt til sig, at man for alvor må blive bekymret. Nicole Kidman er blændende blond og gør sin feminine slyngel til et vidunder af sval og smuk og bleg og indsmigrende og skræmmende kynisme, og det siger meget om den lille Dakota Blue Richards’ udstråling, at hun ikke falmer i selskab med den magnetiske Kidman.

Bortførte børn, gæve jypsier, onde Snappere, kvikke daimoner, flyvende hekse, talende bjørne – hvad mere kan man forlange? Beretningen om Lyras heroiske bedrifter i det iskolde Nord er nok enkelte steder for skræmmende voldsom til, at man bør udsætte mindre børn for den, men de større samt deres forældre og bedsteforældre vil alle kunne værdsætte, at her fortælles en mærkelig og spændende historie i fantastiske billeder. Måske er den virtuose film mere imponerende end bevægende, og humor besidder den kun i beskedne doser – men selv i sammenligning med storværker som »Ringenes Herre« og filmene om Harry Potter står »Det Gyldne Kompas« distancen som en magisk, eventyrlig og fabelagtig flot beretning om uforfærdet girl power.