En roman, slægt og sidespring

Hvad er en roman?

En skildring af mennesker, liv og dage, set på baggrund af en tid.

I 2003 udgav jeg romanen Alle Himlens Farver. Om en kunstmaler, Terkel Stork, om hans kamp for at blive anerkendt, og om hans livs store kærlighed, Kirstin.

Jeg havde fundet min fars dagbøger fra 1920erne, da han som ung kunstmaler rejste i Italien.

Dagbøgerne var en guldgrube af oplevelser, som indgik i romanen.

Fantasien fik næring. Stof vældede frem.

Som dreng havde jeg min gang i min fars atelier som også var en slags guldgrube.

Atelieret duftede af lærred, oliefarver, tusch. Staffelier fyldt op med lærreder. På store tegneborde lå papirer. Henne i hjørnet stod en gliedermann i legemsstørrelse.

Min far kunne godt lide selskab, når han arbejdede, og her kom ofte malerkolleger, her kom forfattere, til hvis bøger far tegnede omslag. Bech Nygaard sad her med sin pibe og fortalte om sin nye roman. Sedorff kom. Karen Aabye, Hans Martin.

Far tegnede emballage til Tørsleff og Toms, emballage der bruges den dag i dag, Atamon, Vanila, Pingvin lakrids. Han tegnede plakater. Mange husker nok den stoute fisker, Hold ferie i Jylland, eller den leende pige på Gilleleje-plakaten.

Som dreng smøg jeg mig ind i atelieret og fandt en stol ovre ved gliedermannen. Jeg kunne lide at høre på de voksnes snak. Det var også her i atelieret, jeg så min første nøgne pige. Far tegnede jo efter kvindelige modeller. Jeg kunne sidde derovre i krogen med et blad og lade som ingenting, men jeg brugte øjnene.

Atelierets liv med farver og mennesker og dufte af maling sivede ind i min bevidsthed og blev til stof langt senere, men også til inspiration, når jeg i dag griber pensel og farver og kaster mig ud i maleriets magi.

Terkel i Alle Himlens Farver låner ikke bare træk af far, men også af mig selv.

Mange træk fra Laub-slægten kom med.

Den næste roman, Fugle Flyver Hjem ( 2005) handler om de næste generationer Stork. Om Frederik der var et kærlighedsbarn.

Kirstin blev gravid med Terkel, men giftede sig med Per Sanderhage. Frederik er en god handelsmand, slår sig på antikviteter og klarer sig. Hans store kærlighed, Ulrikka, dør ung.

Deres søn, Adam Stork, er mig.

Jeg fortæller om mit liv og min opvækst i Åbyhøj og Århus, om piger, kærlighed og den unge Adams kamp for at blive kunstner.

Men nu: der manglede en roman om Terkels far, om Konrad Stork.

Om hans livlige og eventyrlige ungdomsår i 1890ernes Danmark.

Jeg tænkte på min bedstefar Marius.

Jeg tænkte også på onkel Gabriel. Hestehandler og diligencekusk og drukkenbolt. Gabriel kørte dagvognen fra Århus til Horsens, og vinterdage var der koldt på bukken. Gabriel måtte jævnligt snuppe sig en dram.

Gabriel giftede sig med den rødhårede Pernille fra Skåne.

Pernille var flygtet fra et uønsket barn i Sverige, lagde alt bag sig og fik en familie her.

Farverige skæbner som så mange andre i slægten.

Men hvad er en slægt?

En hel masse mennesker, der står på hinandens skuldre, århundrede efter århundrede, lige op til i dag.

Hvad er en stamtavle?

En opregning af alle de mennesker, som indgår i slægten. Marius ægtede Johanne, og de fik Henrik, som giftede sig med Ina, og de fik Ole Henrik, som etc. etc.

Meget fint kan det være med navne sat kunstfærdigt op som et træ med grene og med blomsterbort udenom på et stykke papir. Det er en stamtavle.

Man kan stirre sig blind på alle de navne i det træ, som stort set ikke siger en noget.

Bedsteforældre og oldeforældre har vi måske kendt, eller vi har fotografier af dem.

Men kommer vi længere tilbage er det fremmede mennesker, som har givet gener og træk videre.

Et utal af navne og bag navnene mennesker med liv og lyst.

For det er jo lysten, der driver værket, og uden lyst og drift ingen slægt.

Hvis vi ikke rent bibelsk, igen og igen, gik hen og kendte hinanden, mand og kvinde, var der ingen slægt og ingen af alle de navne, som står pænt optegnet på papiret.

Men hvad med sidespringene, drift og lyst i fremmede sovekamre, bag hegn og buske i sommernatten, i porte, i mørke gyder, i en karet på vej over heden.

Kærlighedsbørn siger man om de børn, som blev avlet ved sidespring.

Det lyder jo kønt. Var der mere kærlighed til dem? De blev i hvert fald ikke regnet til slægten, kom ikke med på stamtavlen.

Men som mennesker er de jo lige så meget værd som dem, der står på stamtavlen.

Min bedstefar Marius Laub fik i sine unge dage tre børn uden for ægteskab.

Han var født i 1877, var fra Lolland, men voksede op i København, en munter fyr, der nød livet.

Jeg ved ikke, om han løb hornene af sig, men så kom han til herregården Rathlousdal som tjener. Dér traf han Johanne, som var stuepige.

De blev gift, slog sig ned i Århus, hvor Marius en del år drev Café Lolland. Siden hen fægtede han sig gennem livet med lidt af hvert.

Men hans børn uden for ægteskab? Jeg aner intet om dem. De står ikke på stamtavlen. Han har betalt til dem, og man kan håbe, de klarede sig.

Fik de hans navn? Blev de adopteret af familier og opslugt af andre slægter?

Jeg kunne faktisk have mødt de børn og deres efterkommere uden at vide, hvem de var.

Marius og Johanne fik fire børn. Slægten gik videre.

Da min bedstemor var gammel og alene, sad hun en sommerdag på græsplænen og fortalte mig, at hun aldrig havde troet, hun skulle giftes med Marius.

Næh, hun sværmede i sin ungdom for brødrene Peter og Henrik Malberg, som var hendes naboer. Hun troede på et tidspunkt, det skulle være en af de to muntre fyre.

Måske var Johanne livlig og vidtløftig ligesom sin bror Gabriel.

Min anden bedstefar, Jørgen, sejlede i sin ungdom som matros med det gode skib »Fyen« til Middelhavslandene og fik set sig omkring.

Han blev gift med Sine. De fik fire børn. Slægten fortsatte.

Marius, Johanne, Jørgen, Sine, Gabriel, Pernille.

På bordet breder jeg fotos ud. Brunlige fotos taget i deres ungdoms vår i 1890erne. En svunden tid i et gammelt Danmark.

Her er de i deres stiveste puds. Marius ser underfundig ud, med mørkt børstet hår, Johanne og Sine er i nydelige lange mørke kjoler. Jørgen bider kæberne sammen under overskægget. Nu er han lærer. Ungdommens rejser er bag ham.

Gabriel ser noget brøsig ud, bag hår og skæg, men der lurer humor i hans øjne.

Slægten.

En del af den store familie Danmark.

Jeg spændte lærredet op til min familiekrønike om slægten Stork og gav mig til at ridse op, lede frem, huske, hvad der var fortalt.

Personer groede frem og blev levende. Historien tog form.

Og så er jeg nået til det nyeste bind i Stork-sagaen, Fjolsernes Konge. Om Konrad Storks eventyrlige ungdomsår.

Konrad er en overlever.

Det gælder om ikke at miste modet, selv om politiet er i hælene på en og man ustandselig bliver krævet for alimentationsbidrag.

Konrad lever livet som handelsmand, skuespiller, gøgler, kvindebedårer.

Jeg kigger på de gamle brunlige fotografier på bordet foran mig.

Marius, Johanne, Jørgen, Sine, Gabriel, Pernille.

Marius, du blev i romanen til Konrad Stork.

Jeg håber ikke, du har noget imod det. Jeg har skildret dig både med kærlighed, overbærenhed og godt humør.

Men hvad siger I allesammen?

Var livet godt, var der sorger, bekymringer, glæder?

Livet går videre.

Slægten går videre.

Tak for inspirationen.