En politimorder iblandt os

Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadebanden er blevet en salgssucces, og æren og pengene er ham vel undt. Men læsning af bøgerne rejser en række spørgsmål, som nu så småt er ved at blive stillet. Arne Hardis og Bo Bjørnvig har i Weekend­avisen i forsigtige vendinger antydet, at man mangler noget – en kritisk vilje hos forfatteren, en oprigtig trang til at komme til bunds i sagen og sige den ubehagelige sandhed om et betændt offentligt liv, der holdt med forbryderne, og om en række afstumpede, skruppelløse forbrydere, som på grund af deres kynisme undgår den straf, de fortjener.

Der går jo en politimorder rundt iblandt os. Han ved naturligvis selv, hvem det er. Hans medarbejdere i forbrydelsen ved det også. Men fordi de koldt og kynisk nægtede at udtale sig under retssagen, og fordi dansk lov ikke tillader en kollektiv dom for mord, undgik politimorderen sin straf.

Men han går omkring iblandt os ...

Fhv. kriminalinspektør Jørn Moos, der efterforskede og opklarede sagen, er af gode grunde også rystet over forholdet. I sin bog »Betjenten« skriver han: »Det piner mig den dag i dag, at vi aldrig kunne bevise, hvem der skød den blot 22 år gamle Jesper Egtved Hansen. For jeg har en klar mening om, hvilket medlem af banden der løsnede de dræbende skud. Af juridiske grunde vil jeg aldrig kunne sige dette offentligt, men alt vores efterforskningsmateriale, enhver sund fornuft og min erfaring som politimand peger på én bestemt person«.

Og så citerer Jørn Moos Blekingegadebandeforbryderen Niels Jørgensen, som i bogen »Blekingegade 2, 1.th.« først forsvarer forbrydernes skud som berettiget selvforsvar og derefter siger: »Vi dækkede os, så godt vi kunne i retssagen. Når det meste af Danmark ikke har gjort en skid for at ændre det skæve verdensbillede, skal jeg – som nu ofrer flere år af mit liv – så lægge mig åbent frem og tage fem år mere?«

Hvad mon Niels Jørgensen mente med det sidste, spørger Jørn Moos, og vi andre må spørge om det samme. Der går en politimorder omkring iblandt os. Der synes ikke at være tvivl om, hvem han er. Der er mange, som ved det og kan udpege ham. Men på grund af den hårdnakkede kynisme og forbrydermentalitet, som herskede i Blekingegadebanden, har morderen aldrig fået sin straf for at dræbe en 22 årig politimand.

Og nu bliver han og de andre halvvejs heroiseret i Øvig Knudsens bøger.

Naturligvis skulle Folketinget i anledning af dette forhold åbne mulighed for kollektiv straf. Loven bør ikke kunne være til forbrydernes gavn. En politimorder bør ikke kunne gå fri, fordi de andre forbrydere nægter at sige hans navn.

Denne sag bør ikke være afsluttet.

Ligesom der ikke bør herske tavshed om, hvorledes hele venstrefløjen støttede forbryderne og kastede sig frådende over de to hæderlige journalister Lars Willemoes og Lars Hedegaard, som afslørede sagen i Information – til de øvrige Information-journalisters dybe forargelse. Det bør ikke forties, at venstrefløjen per instinkt holder med totalitære forbrydere. Ole Krarup, Preben Wilhjelm, Gert Petersen, Jørgen Knudsen, redaktionen af Politisk Revy og mange flere søgte at lukke sagen ved at hetze mod dem, der sagde sandheden.

Hvorfor skriver Øvig Knudsen ikke om dette i sine bøger? Det er jo sådanne korrupte forhold, der er årsagen til, at forbrydelsen kunne finde sted og ikke blev afsløret mange år forinden. Venstrefløjen er totalitær og som sådan politimorderens allierede og baggrund – det er jo sandheden. Vi er nogle stykker, der har peget på det i mange år og af samme grund er blevet hetzet i det, der kaldes vort offentlige liv.

Hvorfor skriver Øvig Knudsen ikke den afslørende sandhed om den venstrefløj, som politimorderen udgik fra?

Og hvorfor sætter han ikke navn på den kvindelige læge, som deltog i Blekingegadeforbrydelsen ved at stjæle personnumre og andet til brug for forbrydelsen. Hun går også ustraffet omkring iblandt os. Jørn Moos fortæller om hende og fortæller, at han senere mødte hende som en nydelig vagtlæge – der dog tog flugten i panik, da hun blev tilkaldt til hans familie. Også hun er ustraffet. Også hun går omkring iblandt os. Hun deltog i forbrydelsen.

Men har man de rigtige venner og hører til det rigtige, politiske miljø, kan man slippe for straf.

Hvad tænker Folketinget på?