En myte bliver punkteret

Danmark er et åbent land, og aldrig har indvandringen til landet formentlig været større end nu

Myten om Danmark som et lukket land med en befolkning, hvis grundlæggende karakteregenskab er en dyb mistillid til mennesker af fremmed herkomst, er blevet fortalt så ofte i de senere år, at mange efterhånden er begyndt at tro på den.

I tide og utide har vi hørt om den hadske tone i udlændingedebatten og om de borgerlige kulturværdiers nationale indelukkethed. Billedlig talt er Danmark blevet fremstillet som et hus, hvor ejeren har låst sin dør forsvarligt og trukket gardinerne for. Han har nok i sig selv og sin egen nære familie, og han ønsker intet samkvem med fremmede. Sådan er regeringens stramninger af reglerne om familiesammenføring og indførelsen af den såkaldte 24-års regel blevet fremstillet.

Men en myte er det. Og uanset hvor ofte og hvordan den bliver fortalt, giver den et falsk billede af virkeligheden.

Kristeligt Dagblad kunne i går bringe en fremragende artikel, som viste et helt andet billede af virkelighedens Danmark anno 2007 end det sædvanlige, og man kan roligt sige, at myten om Danmark som et lille lukket land grundigt er blevet punkteret.

Det er demografen, lektor Hans Oluf Hansen fra Københavns Universitet, der har undersøgt de faktiske tal for, hvor mange udlændinge der slår sig ned i Danmark i så lang tid, at man kan betegne dem som indvandrere. Og det vil utvivlsomt komme bag på de fleste, at tallet er betydeligt højere, end da man havde de store boom af gæstearbejdere omkring 1970. Aldrig nogensinde har indvandringen til Danmark formentlig været større end nu.

I modsætning til mange af dem, der kom til landet i 1980erne og 1990erne som flygtninge fra den tredje verden eller via familiesammenføringer, er det karakteristisk for de nye indvandrere, at de er her for at arbejde og tjene en god løn eller for at studere. Det drejer sig fortinsvis om nordiske statsborgere eller håndværkere fra Østeuropa. Og det er en lykke for nationen, at den voldsomme mangel på kvalificeret arbejdskraft på denne vis bliver afhjulpet.

Integrationsproblemer af den karakter, som vi oplever rundt om i de store ghetto-beboelser i hovedstaden og de store provinsbyer, er der næppe grund til at frygte. Vi taler om mennesker, som relativt let bliver en integreret del af samfundet alene af den årsag, at de gennem deres erhvervsarbejde møder dansk sprog og dansk omgangsform.

Det er indlysende, at kravet om overenskomstmæssige arbejdsbetingelser skal overholdes, således at der ikke opstår et urimeligt misforhold mellem danske og udenlandske ansatte på de enkelte arbejdspladser, for vi vil ikke acceptere et lyssky arbejdsmarked med mere eller mindre slavelignende forhold.

Indvandrerne, som kommer til landet, fordi de kan og vil yde en arbejdsindsats, skal være velkomne. Og myten om Danmark beskyttet bag lukkede grænser bør nu forstumme.