En milliard kroner til dansk fodbold

Toppen af dansk fodbold indgik fredag en historisk aftale med en række mediepartnere. Aftalen fra 2009 til 2012 udløser lidt over en milliard kroner, skriver Ritzau.

Så er TV-rettighederne til SAS-ligaen solgt. Pris: En milliard kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
De danske SAS Liga-klubber fik fredag en tidlig julegave. Her blev Divisonsforeningen under Dansk Boldspil-Union således enige med en række mediepartnere omkring rettighederne til at transmittere kampe fra toppen af dansk fodbold fra 2009 til 2012. Aftalen har en samlet værdi af 1.062.300.000 kroner.

MTG, selskabet bag TV3+, har købt rettighederne til at sende to livekampe fra hver eneste runde af SAS Ligaen, mens et konsortium bestående af Danmarks Radio og Telenor også har sikret sig retten til at transmittere to livekampe, hver gang spillerne i den bedste danske fodboldrække går på banen. Disse kampe vil både blive vist på DR samt dk4.

TV/2 Sport vil ligeledes transmittere to livekampe, mens fodbolden fra den næstbedste række, Viasat Divisionen, også vil indgå i programplanlægningen. Både DR og TV/2 har købt sig til muligheden for at vise højdepunkter, mens DR også vil kunne fortsætte med det populære radioprogram "Sport på 3'eren".

SBS, der råder over Kanal 5, har også sikret sig en lille luns af rettighederne. Landspokalturneringen kommer således til at høre hjemme hos SBS fra 2009 og tre år frem.

/ritzau/