En meget mærkelig togrejse

Film: The Darjeeling Limited Wes Andersons forunderlige »The Darjeeling Limited« er fyldt med sjove og sære indfald.

Foto: Foxsearchlight
Indien er overvældende. Varmen, lydene, lugtene, den kaotiske trafik og det kolossale antal mennesker kan gøre den udenlandske gæst ganske konfus, og det sker for de tre brødre Francis, Peter og Jack i »The Darjeeling Limited« – selv om man ganske vist fornemmer, at de er født konfuse og bare får forvirringen yderligere styrket af de eksotiske omgivelser i Indien. Filmens titel er navnet på et flot blåt tog, hvor brødrene efter lang tids adskillelse genforenes på storebror Francis’ initiativ. Meningen er, at de sammen skal på en spirituel udviklingsrejse og samtidig finde deres mor, der vist nok er blevet nonne og opholder sig et sted oppe ved foden af Himalaya. Intet går dog som planlagt, og det kan ikke overraske, at filmen er fyldt med overraskelser, for den er instrueret af den excentriske Wes Anderson, som tidligere har fornøjet og forundret os med sære sædekomedier som »The Royal Tenenbaums« og »The Life Aquatic with Steve Zissou«. Han er ikke blevet mere konventionel her i sin nye film, men fylder den med bizarre indfald, mens de tre brødre ryger og skændes og drikker og fylder sig med alskens medicin, indtil de bliver smidt af toget in the middle of nowhere og må fortsætte rejsen på anden vis. Legesyg instruktør Før »The Darjeeling Limited« vises Wes Andersons 13 minutter lange novellefilm »Hotel Chevalier«, der skildrer lillebror Jacks amourøse oplevelser på et hotel i Paris og giver en vis baggrund for de brogede begivenheder i hovedfilmen. Det samme gør et langt flash-back til en absurd tildragelse i forbindelse med brødrenes fars begravelse, men i sin kerne forbliver Darjeeling-historien et mysterium præget af instruktørens legesyge lyst til at fylde filmen med indfald af tilsyneladende helt tilfældig karakter. I begyndelsen fremtræder hans nye værk overvejende som en ironisk komedie, men den rummer drastiske stemnings- og temposkift, og humoren afløses på et tidspunkt af drama og død. Det kan være lidt svært at kapere, og de tre brødre bliver i længden en smule anstrengende, fordi de hele tiden lader sig lede af spontane og ofte absurde indskydelser, men Wes Andersons originale opfindsomhed og sans for overraskende billeder gør alligevel filmen til en stimulerende oplevelse placeret et sted mellem det spirituelle og det fjantede. Den bandage-indhyllede Francis (resultat af en trafikulykke, forklarer han), den permanent anspændte Peter og den liderlige Jack spilles veloplagt af Owen Wilson, Adrien Brody og Jason Schwartzman, og sidstnævnte, der er nevø til Francis Ford Coppola, har desuden sammen med sin fætter Roman Coppola hjulpet Wes Anderson med at skrive filmens manuskript – selv om »The Darjeeling Limited« hist og her virker, som om der slet ikke har været noget manuskript, men handlingen er improviseret frem. Til tider ved man ikke rigtigt, om man skal le eller græde, mens man forbløffet følger denne muntre, rastløse og momentvis tragiske historie om tre traumatiserede brødres forsøg på at slutte fred med hinanden og sig selv. Men man morer sig over at se folk som Bill Murray, Anjelica Huston og instruktøren Barbet Schroeder i biroller plus en forførende Natalie Portman i novellefilmen, mens man fængsles af de spektakulære indiske scenerier og situationernes skæve form for komik. Og man fornemmer klart, at denne forunderlige togtur hører til de rejser, som på godt og ondt bliver hængende i hukommelsen meget længe.