En kvinde ser rødt

Jodie Foster spiller radioværten Erica Bain. Hun elsker sin by, New York, og sin forlovede, David, men mister så at sige dem begge, da hun og David en aften bliver overfaldet af en gruppe bøller. Han dør, Erica overlever med nød og næppe, og som konsekvens bliver angsten hendes følgesvend. Den by hun før færdedes rundt i uden frygt bliver et sted, hvor der kun lurer farer og afstumpede psykopater. Som reaktion skaffer hun sig et våben, og snart bliver det også brugt. Flere gange. Og politiet i skikkelse af kriminalbetjent Sean Mercer – spillet af Terrence Howard – sætter jagten ind på denne selvbestaltede hævner.

En af filmens fineste scener er en intim, lavmælt samtale om retfærdighed mellem Erica og Mercer. Det er skuespil i topklasse fra både Foster og Howard, der var Oscar-nomineret for sin præstation i »Hustle & Flow«. Ellers må man desværre sige, at det er fra det tidspunkt, hvor filmen bliver et spil mellem de to, manuskriptet udvander sig selv, så sidste halvdel klart fremstår svagere.

Det store spørgsmål til tilskueren er selvfølgelig, om man er med Erica eller mod hende. Og filmens vægt ligger i, at man er både og. Hendes vrede og angst er følelsesmæssigt forståelig, men er hendes valg af den grund rigtige? Det er det moralske dilemma, Neil Jordan viser med sin film, og hans evne ligger uden tvivl i måden han kan gøre sine karakterer mange-facetterede. Sådan som han har gjort det i »The Crying Game«, »Michael Collins« og »Breakfast on Pluto«.

At have Jodie Foster at lege med i den henseende er heller ingen dårlig hjælp. Rollen som Erica lægger sig i fin forlængelse af den slags forpinte, men intense kvinder hun efterhånden har gjort til sit speciale. Hvad enten det er som Clarice i »Silence of the Lambs«, Sarah Tobias i »Anklaget« eller senest moren med det forsvundne barn, Kyle Pratt i »Flightplan«. Foster har stor psykologisk dybde, og alene på grund af hende er Jordans dystre »The Brave One« en både stærk og seværdig oplevelse for sind og samvittighed.