Ordet sharia sætter i dag gang i en lang række uheldige associationer. I den muslimske verden bliver sharia mange gange brugt som en undskyldning af ekstremister, der hævder, at straffe som stening er i overensstemmelse med islam. I den ikke-muslimske verden bliver sharia forbundet med de seneste års terrorhandlinger, begået af terrorister med deres utilgivelige kobling til islam. Derfor har man bl.a. her i Danmark insisteret på, at muslimer, herunder specielt imamer, tager utvetydigt afstand fra sharia.

Som muslim og imam vil jeg gerne tage utvetydigt afstand fra den sharia, som bliver praktiseret i lande som Saudi-Arabien, Pakistan og Nigeria, og fra den sharia, terrorister bruger for at begrunde deres angreb. Disse sharia'er har ingen plads i noget samfund. De er produkter af ekstremistiske muslimers politiske holdninger og ikke af islams sande essens, og de arbejder lodret mod enhver form for menneskelighed og retfærdighed.

Til gengæld tror jeg på den fortolkning af sharia, som handler om næstekærlighed, og den sharia, som Profeten Muhammad praktiserede med sine gode eksempler. Denne sharia fordømmer terroristangreb, kvindeundertrykkelse og middelalderlige straffe. Og denne sharia eksisterer i dag i vores danske samfund i form af de velintegrerede muslimsk-danske statsborgere, der tilegner sig samme fortolkning og som gør, at sharia eksisterer som en blandt flere liberale livsfilosofier.

I dag er der en stærk tendens til at bruge ordet »sharia« side om side med »lovgivning« og »domstol«. Det var bl.a. »sharia-lovgivningen«, som dømte Amina Lawal til døden i Nigeria. Ligeledes erklærede »sharia-domstolen« i Pakistan Ahmadiyya Bevægelsens medlemmer for ikke-muslimer og indførte en blasfemi-lovgivning mod dem.

Denne forbindelse mellem ordene »sharia«, »lovgivning« og »domstol« er uheldig. Begge ord giver et skævt billede af, hvad sharia betyder, og deres sammensætning fastlåser definitionen på sharia.

En mere præcis definition af sharia er »vejledning«. Der er ingen tvivl på dette område, for sharia er islam og muslimernes vejledning. Den handler om, hvordan muslimer fordelagtigt kan agere inden for både den private og den offentlige sfære på en måde, der er positivt for dem selv og for deres medmennesker. Den handler om alt fra at give almisser til de fattige, bede fem bønner om dagen og opretholde værdier som medmenneskelig respekt og mindretalsbeskyttelse.

Grunden til, at min tro og kærlighed til Gud og Hans vejledning, sharia, ikke støder sammen med min støtte og respekt for Torahen, Det Danske Riges Grundlov, Bibelen og FNs Menneskerettighedserklæring, er bl.a., at sharia er valgfri, dynamisk og rummelig.

Sharia er valgfri, fordi den tager udgangspunkt i et af de smukkeste vers i Koranen: Der må ikke være tvang i religionen (2:257). At vælge sharia som en vejledning for éns private og offentlige personlighed, eller som inspiration til, hvordan man kan organisere et samfund i et muslimsk land - præcis som kristendommen var en inspiration i det danske samfund - er og vil altid forblive et valg.

Sharia er dynamisk, fordi vejledningen skal fortolkes på baggrund af den kontekst, man lever i. Sharias budskab i dag er i praksis anderledes end budskabet for 1.300 år siden. I takt med sociale, økonomiske, politiske og teknologiske udviklinger befinder sharia sig i dag i et anderledes miljø. Det miljø skal muslimer forholde sig kritisk og logisk til. I Koranen står der: Det er Ham, der har åbenbaret dig Bogen. I den er der afgørende vers - de er Bogens moder - og andre, som er underkastet fortolkning. Hvad da angår dem, i hvis hjerter der er fordærv - så følger de det, som er underkastet fortolkning, idet de søger (at skabe) splittelse, og idet de søger dets (fejlagtige) tolkning. Men ingen kender dets (rette) tolkning undtagen Allah og de, som er fast grundede i viden (3:8). For at forstå sharia, Koranen og islam, skal man tage udgangspunkt i sit eget intellekt og viden om det omliggende miljø.

Sharia er rummelig. Koranen tager udgangspunkt i, at mennesker hverken kan eller skal være enige. Koranen siger: ... hvis Gud havde villet, havde Han visselig gjort jer til een menighed, men (Han har villet det sådan) for at sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. Kappes derfor i gode gerninger (5:49). Fortolkningen skal derfor også inkludere denne rummelighed. Kritik og selvkritik bestræbes i islam.Der er mange, der vil mene, at min og andre muslimers tro på Guds vejledning er paradoksal, i og med at sharia blev åbenbaret for over 1.300 år siden. Men tager man udgangspunkt i sharias valgfrihed, dynamik og rummelighed, vil man kunne se, at sharia går hånd i hånd med modernitet og udvikling.

Alligevel er der mange, der spørger, hvorvidt sharia kan omformes til lovgivning med det formål at regere et land og danne grundlag for et retsvæsen med dertil hørende straffelove?

Det utvetydige svar er, at sharia ikke kan eller bør omformes direkte til et retsvæsen eller love hverken i muslimske eller ikke-muslimske lande. Sharia kan ikke give svar, fordi Koranen og Profetens sædvaner ikke har svaret på alt mellem himmel og jord. Man kan, f.eks., ikke finde et svar i Koranen på, om man skal have seks eller otte måneders barselsorlov. Man kan kun finde en vejledning om, at Gud velsigner dem, som opfostrer deres børn i kærlighed. Samtidig bør det ikke omformes direkte til firkantede love, fordi der eksisterer så meget uenighed blandt såkaldte »retslærde«. I forbindelse med urolighederne i Pakistan i 1953, hvor ahmadi-muslimer blev forfulgt, blev der nedsat en komité, der, med en højesteretsdommer i spidsen, skulle udpege de ansvarlige for urolighederne. I løbet af denne proces udbad dommeren sig de retslærde om en definition på en muslim, som de alle kunne tilslutte sig - med udgangspunkt i sharia. En umulig opgave, måtte han konstatere. Der er for mange forskellige udlægninger af sharia og islam, og derfor er en institutionalisering en dårlig idé.

Til gengæld kan sharia spille en alternativ rolle i den muslimske og ikke-muslimske verden.

I den muslimske verden kan Guds vejledning spille samme rolle, som kristendommen har spillet i Danmark, nemlig som et positivt værdigrundlag, der kan lægge grundstenene for en liberal demokratisk stat. Dette værdigrundlag bærer dog først frugt, når man erkender, at politik og religion er adskilt på en måde, hvor religion ikke dikterer politik, og at politik ikke dikterer individets personlige tro. Formålet med »The First Amendment« til den amerikanske forfatning var ligeledes dette: »Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free expression thereof«.

I den ikke-muslimske verden kan Guds vejledning eksistere som en blandt mange andre liberale livsfilosofier inklusive liberale versioner af kristelige, ateistiske eller jødiske leveveje. Det er både ulogisk og uønskeligt at tale om sharia som en lovgivning og et retsvæsen i ikke-muslimske såvel som muslimske lande. Muslimer i Danmark kan som individer lade sharia præge deres politiske holdninger med positive konsekvenser for samfundet, da disse udspringer fra et individuelt plan.

Der er behov for at udfordre status quo, og som muslimer bliver vi nødt til at spille en mere aktiv rolle, hvis vi vil ændre den gennemsnitlige opfattelse af islam. Muslimer, der deler lignende liberale fortolkninger af Guds vedjledning, må træde mere tydeligt frem. Samtidig er der behov for at studere sharia i højere grad med udgangspunkt i Det Danske Riges Grundlov og det øvrige danske samfund. Som danske muslimer er det først, når vi tager udgangspunkt i vores egen realitet, at vi realiserer et liv, som følger Guds vejledning.

tKronikken i morgen:

»De satans penge og de pokkers forfattere«. Forfatter Maria Helleberg efterlyser den gode gamle mæcen for dansk litteratur.