En duft af Formel 1

Med V12-motor, F1-gear og 620 stejlende hingste under hjelmen er Ferrari 599 GTB Fiorano det tætteste, man kommer Formel 1 til to.

En Ferrari 599 GTB Fiorano breder sig over næsten to meter, men rager kun 134 centimeter i vejret. Siden produktionen af Enzo stoppede, er 599 den stærkeste og hurtigste model i Ferrari-programmet. <br>Foto: Kristian Juul Pedersen Fold sammen
Læs mere

»Hov, ikke smile. Du er jo på arbejde«.

Theis Gronemann i passagersædet løfter pegefingeren for sjov. Han er marketingchef hos den danske Ferrari-importør og kører med som »anstandsdame« i fabrikkens nyeste superbil, 599 GTB Fiorano. Til en pris på fem millioner kroner er det ikke en bil, han bare langer nøglerne ud til med et afslappet »god tur«.

Fair nok. Lidt selskab skader ikke, og så kan Theis passende fortælle om bilen undervejs:

599 afløser F575 og fortsætter Ferraris tradition for at bygge relativt store og komfortable coupéer med 12 cylindre og hestekræfter i trængsel. Eller »Gran Turismo Berlinetta«, som italienerne mere poetisk udtrykker det.

For at holde den slanke linje er både chassis og karrosseri bygget i aluminium. Og som på en italiensk belladonna sidder kiloene, hvor de skal: Med lige meget for og bag, fordi motoren er placeret bag forakslen, mens gearkassen sidder foran bagakslen.

Motoren er som altid et kapitel for sig. Oprindelig konstrueret som hjertet i den nu udgåede superbil Ferrari Enzo, er den i 599 næsten lige så stærk og hurtig, men til langt under en tredjedel af prisen. En lidt anden indsugning gør forskellen, og sænker ydelsen fra 660 til 620 hestekræfter.

Endelig er 599 spækket med teknik, der er udtænkt i Ferraris berømte formel 1 afdeling. Som den computerstyrede undervogn, der med elektromagnetisk kontrollerede støddæmpere og fem forskellige køreprogrammer får 599 til at klæbe til vejen, som var der Karlssons Klister på de brede Pirelli-dæk. Eller det såkaldte F1 Superfast gear, som næsten alle kunder vælger, og gør dig i stand til at skifte gear på 100 millisekunder. Hurtigere end selv Michael Schumacher med manuelt gear.

Imponerende facts, men det er ikke dem, vi sidder og smiler af. Det er oplevelsen af en kraft så overlegen, at 599 næsten ophæver fysikkens love.

Tag nu 90 graders svinget ude foran Ferrariens spisebord af en motorhjelm. Selv med høj fart er det ikke nødvendigt at bremse. Drej på rattet, og Ferrarien flyver gennem kurven i perfekt balance. Man mærker, at vægtfordelingen er optimal, og at hjulene har et helt uvirkeligt greb i asfalten. Selv på de små nordsjællandske sogneveje tæt på Ferrari-importørens domicil i Allerød føles 599 aldrig stor og klodset.

Her kommer en motorvejsrampe. Set bag 599s rat med en række røde lamper indlagt i toppen, der angiver det korrekte tidspunkt at skifte gear, ligner det mere tilkørslen til Formel 1-banen i Monza. Altså to tryk på venstre skiftepaddel, der lynhurtigt finder 2. gear frem, og ned med aluminiumsspeederen.

Det er acceleration ad libitum. Kroppen trykkes tilbage i bucketsæderne i blødt læder, som kun italienerne laver det. Ifølge Theis kan man selv vælge farve på syningerne, men den slags blærede detaljer er der ikke tid til at tænke på nu, hvor omdrejningstælleren spurter mod 8-tallet, og der er flere røde lamper på rattet end i Hamborg.

Hurtigt tryk på højre paddel. Bang! Næste gear skydes ind med et metallisk knald i gearkassen. Og kort efter næste og næste igen. Hvert skifte sker øjeblikkeligt, men også så hårdt og brutalt, at hovedet dingler hjælpeløst rundt på halsen som en korkprop i havsnød. Nøjagtig som i Formel 1, hvor enhver pilot vil fortælle dig, at farten rykker mest i halsmusklerne.

Her er det måske snarere kørekortet. I en 599 GTB Fiorano kan man nå en hastighed, der udløser en fartbøde på størrelse med Henning Dyremoses årsløn hurtigere, end færdselsbetjenten kan sige »Du er anholdt for at køre 330, hvor man må køre 130«.

Ørerne kommer også på overarbejde. Mest fordi de næppe har hørt sådan en stempelsymfoni før. De fire udstødningsrør mestrer alle tonearter. I tomgang snøvler og snerrer de som Tom Waits, ved marchfart spiller de 12 cylindre så berusende overlegent som Wiener Philharmonikerne, og med fuldt tryk på samtlige 48 ventiler lyder motoren som en blanding mellem Bjørks skingre vokal og Eddie van Halens overlydsguitar. Gåsehud er garanteret. Også selv om 599s 12 cylindre aldrig hidser sig op til samme hysteriske crescendo som V8-motoren i den frække lillesøster F430.

Sådan skal det være i en ægte Gran Turismo. Tager man på den røde fartdjævel med håndsyede kørehandsker Ferrari leverer dem gerne i matchende farve til læderindtrækket kvitterer 599 med forbløffende behagelig fremfærd. Selv gearet skifter nu galant, mens fjedrene sluger både fartbump og revner i asfalten, som var det mamas hjemmelavede pasta. Og dét er kunst: Alle kan lave en knaldhård bil, der kører formidabelt på en racerbane jævn som et billardbord, men en 620 hestes racer i civil, der både styrer for hårdt og transporterer dig og fruen til Rom, uden hun kræver skilsmisse, er en sjældenhed.

Her en af forklaringerne på, hvorfor der ifølge Theis er tre års leveringstid på en 599. En anden er, at en Ferrari altid er eksklusiv og dermed en god investering. Fabrikken bygger 5.800 biler om året, men kunne sælge fire gange så mange. Når man så oven i købet kan prale af at være den stærkeste og vil nogen mene smukkeste hingst i stalden, kan det ikke undre, at rigmænd verden over står i kø for at blive ejer af en 599 GTB Fiorano.

En tredje forklaring kan være, at miljøbekymring og trafiktrængsel måske gør klassiske superbiler som 599 til en uddøende race. Selv Ferrari tror ikke på stadig større motorer. Fremover skal præstationerne især forbedres ved hjælp af lavere vægt, endnu flere elektroniske hjælpemidler og miljøvenligt brændstof som etanol.

En 599 GTB Fiorano er med andre ord bilernes svar på en god cigar. Politisk ukorrekt, miljøbelastende og sikkert snart forbudt. Men også en djævelsk nydelse, der kan plante et saligt smil i ansigtet på alle os, der egentlig godt ved, at en Ferrari er for dyr, for voldsom og for meget. Og dermed slet ikke til at stå for.