En drengedrøm på 4 hjul

Ferrari er indbegrebet af en drengedrøm på fire hjul. For Morten Dinesen Andersen, 14 år og 8. klasses skoleelev, blev de rødtonede drømme, plakater og modelbiler hjemme på drengeværelset skiftet ud med den ægte vare: Tidligere på måneden var han i erhvervspraktik som mekaniker hos den danske Ferrari-importør, Formula Automobile i Allerød.

Hvordan kan det lade sig gøre? Kræver det ikke, at man kender nogen, der kender nogen...?

»Jeg har altid været vild med Ferrari, så da vi skulle finde en praktikplads, lå idéen lige for, og så sendte jeg bare en ansøgning. Jeg troede egentlig ikke, det ville lykkes, men heldigvis sagde de ja. Da jeg fortalte det til klassen, troede de først, det var løgn.«

Hvordan er det at få opfyldt drengedrømmen?

»En kæmpe oplevelse. Værkstedet er ikke så stort, så der er altid noget at lave. Blandt andet lavede vi service på en F430 og den sjældne F40. Jeg fik også et par ture det var vildt! Især en F40 accelererer helt fantastisk. Og så hilste jeg på kronprins Frederik, da han kom forbi for at hente en gammel Maserati.«

Hvad har du lært?

»Hvordan Ferrarier er skruet sammen. De er helt specielle, så det er meget vigtigt at servicere dem på den rigtige måde. Og så har jeg lært, at det betaler sig at tage et initiativ.«

Hvorfor lige Ferrari?

»For nogle år siden sad jeg og zappede foran fjernsynet. Pludselig sad jeg og så formel 1 med Michael Schumacher i en rød Ferrari. Siden har jeg været vild med Formel 1, Ferrari og det los i maven, man får i en hurtig bil.«

Du har fået opfyldt én drengedrøm. Hvad er den næste?

»Jeg ville gerne køre formel 1, men jeg er allerede 180 centimeter, så jeg bliver for høj. Derfor er min største drøm at blive mekaniker for Ferraris F1-team. Der findes faktisk danske mekanikere i F1. Det handler om at være dygtig, og så være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.«