En bismag af Hollywood

Bee Movie »Bee Movie – Det store honningkomplot« har Jerry Seinfeld som forfatter. Det har ført til mere hype, end filmen fortjener. Filmen er farverig og fantasifuld, men lidt ligegyldig.

Foto: UIP
Få film har fået så meget foromtale som »Bee Movie – Det store honningkomplot«, der er annonceret som Jerry Seinfelds comeback, efter han for snart ti år siden bandt en sløjfe på sin ekstremt populære tv-serie efter ni sæsoner. Ud over at være medforfatter og medproducent på filmen lægger Jerry Seinfeld i originalversionen stemme til hovedpersonen, bien Barry. Og for et publikum, der har været forkælet med Pixar-juveler som »Find Nemo« og »Ratatouille«, lover »Bee Movie – Det store honningkomplot« godt. Også i denne digitalt animerede film er opskriften et miks af et sjovt dyreunivers, en veloplagt komedie og et universelt budskab. Barry B. Benson er netop færdig med sin uddannelse efter hele tre dage i folkeskolen, på gymnasiet og på universitetet og han står nu for at vælge profession i bikuben Honex. Hans ven Adam glæder sig over karrieremulighederne. Skal han være ’rører’ eller måske noget på lageret? Imens drømmer Barry – i en scene, der refererer til Benjamin Braddock i »Fagre voksne verden« – om mere end et livslangt job i honningindustrien. Barry vil se verden uden for kuben. Da chancen byder sig, tager han med kubens svar på en krigerkaste, de brovtende, men potente pollenpiloter, ud for at bestøve blomster. Bierne sværmer ud i Manhattans Central Park, hvor blomsterne står i flor, men Barry kommer på afveje. Han er tæt på at dø under muskelbjerget Kens støvler. Da Kens kæreste Vanessa redder ham fra at blive kvast, falder Barry for den labre blomsterhandler og hun for hans charme. På en tur i supermarkedet forstyrres idyllen, da Barry opdager, at mennesker sælger biernes honning. Han beslutter sig for at sagsøge de fem store honningproducenter. Moralen er, at selv de mindste væsner i fødekæden har en livsvigtig funktion. At vi alle har vores plads i økosystemet. At man, selv om man er en arbejdsbi, kan blive pollenpilot. At man, selv om man er en lille bi, kan være kæreste med en smuk blomsterhandler. Og ...? Ikke sjov nok »Bee Movie – Det store honningkomplot« vil alt for meget. Historien flagrer, og proppet med one-liners ligner filmen en samling scener, som i de situationskomedier, Jerry Seinfeld er kendt for at mestre. Det ville ikke gøre så meget, hvis filmen var morsom. »Jeg mistede en fætter til italiensk Vogue,« siger Barry til Vanessa som forklaring på, hvor tyk en tryksag skal være, før et slag er livstruende for en bi. Det er skægt. Men ikke skægt nok til at blive gentaget senere i filmen, og det afslører niveauet. I øjeblikke begaves man med Seinfelds skarpe newyorker-sarkasme og finurlige filmreferencer, men hverken figurerne eller filmen bliver for alvor interessante. Vanessa er decideret irriterende friskfyragtig. I den danske version lægger Timm Vladimir og Iben Hjejle med elegant timing stemmer til, men heller ikke de kan redde manuskriptet. »Bee Movie – Det store honningkomplot« er en fantasifuld og farverig oplevelse for børn. Og en relativt set underholdende lektion i relationen mellem blomster og bier. Imens vil de voksne formentlig sidde med den bismag, der kan være resultatet, når Hollywood opreklamerer et halvgodt produkt.